Vi er flyttet på landet og det er fantastisk! Vi har fået have, stald, garage, lidt jord og masser af plads inde og ude. Jorden er i fuld gang med at blive forvandlet til en hundetræningsbane og så snart græsset er oppe, starter jeg træning igen, nu på Sydsjælland. Træningsplads lige udenfor hoveddøren betyder, at jeg kan holde undervisning i hverdage også :-) (Vi holder en indvielsesfest af den nye bane den 16/8 og du er inviteret, men mere om det senere). Jeg har anskaffet kaniner og snart kommer der også høns til, så der bliver mulighed for virkelig at få forstyrrelser til indkald/stop jagten kursus :-) Jeg glæder mig MEGA-meget til at komme i gang med at have hold igen. I forbindelse med flytningen har vi haft travlt med at få malet, flyttet ind og pakket ud, at få indhegnet haven, få gang i køkkenhave og græsplæne. Den eneste hundetræning jeg har prioriteret de sidste par måneder, er alene hjemmetræning og lidt fysisk træning. På grund af flytningen har mange rutiner ændret sig. Tidligere var døren ud til opgangen altid lukket og hunde kom kun ud af den hvis der kom gæster de skulle ud og hilse på, eller hvis de skulle ud og gå tur. I sidste tilfælde iført snor og sele/halsbånd. Herude på landet kan man bare blæse ud når en dør åbnes. Og det gør man! Så snart jeg tager i dørhåndtaget kommer hundene styrtende gennem huset, hen over flyttekasser og andet rod i fuld fart. Når jeg åbner døren et par centimeter kæmper de to snuder om at klemme sig ud af døråbningen først. Så snart de er ude, spæner de ud til hegnet og en tur rundt i haven. Noget lignende gør sig sker hvis man skal gennem er stalddør, havedør, havelåge og endda bildøren. Jeg har ellers prioriteret gode bilvaner højt, men det er åbenbart pludselig glemt af både mig og hundene. Det har aldrig før været tilladt at hoppe ud af bilen uden tilladelse. Jeg må have slækket på kravene, for sidst jeg havde hundene med i skoven, så jeg pludselig mig selv forsøge at kropstacklede to hunde der kæmpede for at komme ud af bildøren, mens jeg forsøgte at give dem snore på. Samtidig med at hundenes gode opførsel er forduftet, har jeg lagt mærke til, at jeg har skruet op for Nej'erne. Hvis en hund ikke skal med ud gennem er dør: Nej! Hvis jeg ikke fysisk kan holde hundene inde i bilen: Nej! Hvis jeg taber noget mad på gulvet: Nej! Hvis der er en hund der gør i haven: NEJ! Og hvad så? Det hjælper jo (som regel) og hunden tager ingen skade af et nej. Hvad er der galt med at bruge et forbudsord som Nej? En klar besked? Det første problem jeg har med forbudsord er at det ikke er en særligt klar instruktion til hunden. Et nej betyder "Stop det du gør (eller det jeg tror du har tænkt dig at gøre)". Signalet fortæller ikke hunden HVAD den skal stoppe med. Der er heller ingen information om hvad hunden skal gøre i stedet. Det svarer til at jeg beder taxachaufføren om at køre mig til et sted, men det må for guds skyld ikke være Rådhuspladsen. Hvor skal den stakkels taxachauffør køre mig hen? Min oplevelse er, at det er meget lettere at lære hunden at gøre noget end at lade være med noget: Sit eller stå er lettere at lære hunden end "lad være med at hoppe op", sit i stedet for Nej til at gå ud ag havelågen, gå ved din side i stedet for lad være at trække i snoren. Det er nemmere at følge en klar instruktion end en "gør ikke det", både for mennesker og hunde. Desuden kan man let indlære øvelser, som trænes inde i stuen uden en eneste forstyrrelse og derefter tilføre flere og flere forstyrrelser indtil hunden kan øvelserne ude i den virkelige verden. Frem for at hive hunden ud i verden fyldt med forstyrrelser og der begynde at lære den at den ikke må tage dem. Mit mål med træningen er, at hunden skal have en ide om at den kan få ALT det den gerne vil have, bare den går gennem mig. Kontrol eller selvkontrol? De fleste metoder til indlæring af Nej involverer en form for kontrol af hunden og der er ikke automatisk indlagt indlæring af selvkontrol træningen. Da jeg for mange år siden gik til træning med mine tidligere hunde, blevdet håndhævet meget kraftigt, at en Nej-godbid, var og blev en Nej-godbid. Den kunne aldrig blive til en Ja-godbid. Tror tanken var noget med at være konsekvent overfor hunden. Men det ødelægger muligheden for at hunden kan arbejde for Nej-godbidden og dermed muligheden for at flytte kontrollen fra ejer til hund. Selvkontrol er altid bedre end kontrol! At træne selvkontrol med hunden gør stort set al anden træning meget lettere, det giver en ustresset og selvsikker hund. Derfor er det meget bedre, at lære hunden at kontrollere sig selv og derefter belønne med det den gerne vil have, end det er at kontrollere den. Hvis man helt dropper alt det med ja og nej og istedet sætter hundens hverdag op så den får det den ønsker, når den gør noget du ønsker, går alt meget lettere. Dette bringer mig tilbage til mit problem, nemlig hunde der ar glemt alt om selvkontrol i hverdagen og mit opskruede forbrug af forbudsord. Grunden til at det er endt med alle Nej'erne, er at det umiddelbart virker lettere end at træne hunden. Det er det bare ikke, slet ikke når det drejer sig om situationer der foregår flere gange dagligt. I næste blogindlæg kommer der lidt mere konkrete beskrivelser at træningen af god døropførsel og forhåbentlig en video, hvor hundene opfører sig lidt bedre. (Måske kan jeg endda få en video som vender rigtigt :-))
0 Comments
Jeg har lige læst dette gode blog-indlæg af Linn Mago Isaksen http://hundetidsskrift.no/da/sporgsmalet-om-traening-af-ro/
Det handler om hunde der er frustrerede under træning og som derfor bevæger sig meget eller giver lyd. Hun mener at frustration og tilhørende uro i nogen grad hænger sammen med dårlig kriteriesætning i træningen. Jeg er meget enig med hende i den betragtning. Det har sat lidt tanker i gang hos mig om hvorfor mon Nanna er som hun er i træningssituationer. Nanna bliver meget frustreret under træning, bevæger sig hele tiden og der kommer let lidt lyd på også. Hun er klart værst i indlæringsfasen, hvor jeg shaper mig frem til øvelsen. Når der er signal på øvelserne går det meget bedre. Nanna har været min 'prøveklud' gennem mere end 10 års udvikling af min egen træning. Hun flyttede ind hos mig da hun var 1 år. Hun var en smule nervøs og forskræmt til at starte med, fx spiste hun ikke godbidder fra hånden de første 14 dage. (Idag spiser hun både godbidder OG hånden, hun er mega-monster-madøre.) Jeg startede med træne hende med trække-rundt-ved-næsen-med-godbider-metoden, men efter måske et halvt års tid forsøgte jeg mig med klikkertræning. Jeg havde læst et par bøger, så mente selv at jeg var ekspert og klar til at gå i gang. Undervisning havde jeg ikke brug for, havde jo læst bøger! Første problem var at få Nanna til at gøre noget, at bevæge sig. Der gik ret lang tid, hvor jeg klikkede for en hovedbevægelse på få cm. Det gik meget langsomt fremad. På et tidspunkt begyndte Nanna at sige frustrationslyde og jeg tænkte: 'Det må da også være aktivitet, det klikker og belønner jeg'. Det resulterede i at der kom rigtig meget lyd i alt træning, som efterfølgende måtte trænes væk. Kort tid efter regnede hun den ud og pludselig bevægede hun sig, så der var noget der kunne belønnes. Jeg var så begejstret for bevægelsen og så jeg blev ved og ved med at belønne for mere og mere aktivitet. Jeg besluttede ikke hvad jeg skulle træne inden jeg gik i gang, jeg klikkede bare for det første hun fandt på og forsøgte at få det til at blive noget. Jeg kunne ikke rigtig finde ud af at øge kriterierne og gøre det sværere for hunden,så jeg klikkede for 'det samme som sidst' alt for mange gange. Hvis Nanna skiftede øvelse midt i te træningspas, så var det det jeg klikkede for. Jeg gjorde aldrig nogen øvelser færdige, jeg satte ikke signal på øvelserne og jeg arbejdede ikke med doggie-zen/kvalitetskontrol af øvelserne. I den periode skiftede jeg mellem klikkertræning og trække-rundt-ved-næsen-med-godbider-metoden. Klikkertræning kunne jo tydeligvis ikke bruges til at lære hunden andet end lidt cirkustricks, så når der var et eller andet hunden skulle lære, måtte jeg jo ty til den metode jeg kendte. Det betyder at jeg har gjort følgende:
Alt sammen er sandsynligvis med til at øge frustrationen hos det stakkels dyr. Dertil kommer at hun har en elendig selvkontrol. Hun stjæler alt hvad hun kan slippe afsted med. Eftersigende ligger det til racen, men jeg tror også det handler om at hun ikke har lært at beherske sig som ung. Hvis der er gode godbidder i sigte, kan hun ikke tænke samtidig. Heldigvis jeg jeg blevet lidt dygtigere og det er Nanna også. Men når hun skal lære noget nyt, danser hun stadig stepdans og synger til. Særligt hvis jeg ikke har været helt skarp på at være struktureret i min træning. Vil gerne sige undskyld til søde Nanna for at jeg ind imellem har beskyldt hende for at være lidt uintelligent. Ja, jeg har opdaget at der gennem de sidste 10 år er begyndt at komme en del videnskabelig litteratur om hunde kognitive evner og om træning af hunde.
Det er jo dejligt med noget godt underbygget material, særligt når man er sådan en nørdet type som mig :-) Hvad der er knapt så dejligt er, at denne litteratur ikke er særligt tilgængelig for de hundeejere, der kunne have glæde af den. (Dermed ikke sagt at al videnskabelig litteratur om hunde har en direkte anvendelse.) For det første findes den udelukkende på engelsk og de er skrevet på en form der ikke indbyder til hyggelæsning. Undersøgelser er beskrevet indgående, der er masser af statistik og grafer, sproget er stramt og præcist, men ikke specielt læsevenligt. Dertil kommer, at artiklerne findes i betalingstidsskrifter, som man kan få adgang til gennem de videnskabelige biblioteker og at de skal fremfindes gennem særlige databaser. Heldigvis har jeg brugt en stor del af min uddannelsestid på netop at lære at læse (og skrive) på den særlige måde og heldigvis er jeg ansat på et sted, hvor jeg har fri adgang til naturvidenskabelige søgebaser og tidskrifter. Derfor har jeg fundet en lille bunke artikler, som jeg vil starte med at gennemgå her i bloggen. De er udvalgt efter at de er det jeg faldt over først, som så interessante ud; det er jo sådan at den videnskabelige litteratur er et netværk af referencer, så jo mere man læser og jo længere man kommer ind i stoffet og forfatterne, jo lettere bliver det at finde det der interesserer en. Dagens artikel er fra 2008, fra tidsskriftet Applied Animal Behaviour Science, skrevet af Shawn M. Smith og Ellen S. Davis. Titlen er "Clicker increases resistance to ectinction but does not decrease training time of a simple operant tast in domestic dogs (Canis familiaris)". Artiklen kan findes gratis her: http://www.pawsoflife.org/Library/Learning/smith.pdf Resume af forsøgsopsæt og resultat Til dette forsøg har de udvalgt 35 renracede basenjier. Ingen af de 35 hunde havde tidligere erfaring med klikker, men de alle hundene, med undtagelse af tre 6 måneder gamle hvalpe, havde erfaring med at få mad gennem træning med deres ejere. Hundene blev delt op i to grupper: en klikker-gruppe og en gruppe der blev trænet uden klikker. Grupperne var ens med hensyn til køns- og aldersfordeling. Al træning af hundene blev udført på et roligt sted i deres eget hjem. Trænerne var ikke hundenes ejere, men samme træner og assistent trænede alle 35 hunde. Setupet var det samme for alle hunde: træneren sad ned på en stol, en skål var placeret 0,7m fra en skål i rustfrit stål og mellem træner og skål var placeret en orange trafikkegle. Alle hunde blev belønnet med 0,6 cm^3 stykker af oksekødspølse. Øvelsen hundene skulle lære, var at sætte næsen hvor som helst på trafikkeglen, på det verbale signal "touch". Indlæring af øvelsen Der var en kriterieplan med fire trin (se nedenfor) og træningen foregik på samme måde for klikkerhunde og ikke-klikkerhunde. Med undtagelse af, at klikkerhundene fik et klik og derefter en godbid serveret i skål for korrekt adfærd. De hunde der ikke blev klikkertrænet fik en godbid i skålen, intet klik. Kriterieplanen: Trin 1: Hundene blev belønnet for at kigge på eller berøre keglen Trin 2: træneren lokkede hunden til at kigge på keglen, ved at holde en godbid foran keglen. For at hunden kunne avancere til trin 3, skulle tiden fra træneren havde holdt godbid foran keglen til hunden kiggede på den være under 5s i to på hinanden følgende forsøg. Trin 3: Træneren pegede mod keglen og sagde "touch". Tiden fra at træneren pegede til at hunden rørte keglen blev målt. Når den var under 5s i fem på hinanden følgende forsøg, gik hunden videre til trin 4 Trin 4: Træneren sagde "touch", nu uden at pege. Målet var at der højst måtte gå 5 sekunder fra træneren sagde touch til hunden rørte keglen, 10 på hinanden følgende gange. Hvis en hund i 60 s ikke rørte keglen, stoppede træningssesionen og i næste session gik hunden et trin tilbage i planen; hvis den var nået til at skulle nøjes med verbalt signal, gik den tilbage til at få både håndsignal og verbalt signal. Styrkelse af øvelsen Når hundene var nået til trin fire, fortsatte træningen for at gøre hunden mere sikker på øvelsen, at gøre øvelsen mere resistent for udslettelse/extinction. Dette foregik ved, at hunden hver dag i to på hinanden følgende dage, havde 40 forsøg på trin 4. I denne proces fik hunden belønning for hver 1-3 næsedut; i gennemsnit hver andet. Det første næsedut hver dag blev belønnet. Hunden bliver altså nu ikke længere belønnet for hvert eneste næsedut. Både klikker hundene og ikke-klikker hundene har det samme belønningsskema. Extinction 60 gentagelser per dag, hvor hunden nu ikke får nogen godbid for sine succesfulde forsøg med at sætte næsen på keglen. Med undtagelse af godbidderne fortsætter træningen som før: Træneren giver det verbale signal "Touch", og uanset hvad hunden gør, får den ingen godbidder. Klikkerhundene får dog et klik for korrekt udført øvelse. Ikke-klikker hundene får ingen information fra træneren. Når hunden 10 på hinanden følgende forsøg indenfor 30 s ikke har reageret på trænerens signal, defineres adfærden som uddød/extinct. Resultat Der blev ikke fundet nogen forskel i hvor hurtigt de to grupper lærte øvelsen, ingen forskel i hvor mange belønninger hundene behøvede før de kunne øvelsen, hverken under indlæring eller under styrkelse af øvelsen. Tiden der gik og antal forsøg inden øvelsen var uddød/extinct var derimod signifikant forskellig mellem klikkergruppen og ikke-klikkergruppen. Klikkergruppen skulle have flere gentagelser og mere tid inden øvelsen var uddød. De konkluderer desuden at de unge hunde lærer hurtigere end de ældre. Mine kommentarer til artiklen Jeg mener ikke kan man bruge artiklens konklusioner til ret meget. For det første er det ikke klikkertræning der praktiseres, men træning med klikker. I min verden er forskellen på klikkertræning og anden træning ikke om man bruger en klikker eller ej, men måden man træner på: At hundens eget initiativ udnyttes og at man ikke lokker hunden. Her trænes de to grupper på præcis samme måde. Hvad skulle et lille klik ændre? For det andet er der en kæmpe forskel i de forhold de to grupper af hunde oplever under extinctions-fasen: Klikkerhundene får en information om de gør rigtigt eller forkert. Ikke-klikkerhundene får ingen info. Det handler efter min mening ikke om at klikkertrænede øvelser er mere bestandige end øvelser indlært på anden vis, men om et dårligt forsøgssetup. Faktisk kunne det have været interessant at se om der var forskel på hastigheden for at extinction, hvis heller ikke klikkergruppen havde fået noget respons på den korrekte adfærd i extinctionsfasen. Jeg mener at denne artikel, viser et af klikkertræningens store udfordringer:Hvis ikke engang universitetsuddannede psykologer og biologer (formoder jeg de er), kan finde ud af hvad det går ud på, hvordan skal en helt almindelig hundeejer så lære det? Det lykkedes heldigvis for rigtig mange, men tror desværre nogen skræmmes væk af dette. Det var starten på journal club'en, Kommentarer til artiklen er selvfølgelig meget velkomne. Jeg har allerede fundet flere mere spændende artikler frem, som jeg vil skriveom i løbet af foråret. Nanna har det allerede meget bedre, hun kan gå nogenlunde stabilt og er så småt begyndt at lave lidt genoptræning og gå lidt ture i snor.
Det er både Nanna og jeg utroligt glade for :-) Hvad der var galt med hende er endnu ikke helt sikkert, men det at hun er blevet så meget bedre så hurtigt, tyder på en blodprop. Om det så kommer igen vides ikke, men jeg krydser fingre for at det ikke gør! Mens Nanna har været idømt bur-ro, har jeg forsøgt at træne nogle rolige øvelser med hende. Det gik nogenlunde de første par dage, for der kunne hun ikke selv rejse sig. Så snart hun kunne rejse sig ved egen kraft igen, var det slut med de rolige øvelser. Jeg har altid hadet de passive øvelser, synes de er lidt kedelige og de ligger på ingen måde naturligt til Nanna. Derudover er Nanna crossover-hund og min første klikkerhund. Da jeg startede med at klikkertræne hende brugte jeg rigtig meget energi på at få hende til at være aktiv. Siden det lykkedes, har jeg ikke kunnet få hende til at blive passiv igen. Faktisk er hun altid meget aktiv når det handler om mad; hun har præsteret flere eneulykker med en godbidsbold og andre typer af aktivitetslegetøj. For hende er det ikke rolig leg, men virkelig AKTIVITETS-legetøj. Egentlig har jeg bare givet lidt op med hensyn til de rolige øvelser og ladet hende træne noget hvor det ikke er nødvendigt. Men nu hvor hun skal holdes i ro er hun flere gange dagligt ved at skade sig selv fordi hun er så vims som hun er. Så nu skal der ske noget og jeg udfordrer mig selv lidt med nogle af øvelserne fra færdighedsprøve 1: Hold hovedet på en kropsdel eller jorden i 3 sekunder, hold næse på targetstick i 3 sekunder. Det lyder måske som lette øvelser, man det er det ikke for Nanna. Målet er en færdighedsprøve 1, men nu må vi se hvornår hun er helt klar til at lave heelwork, spring og de andre ting igen. Nanna er blevet syg for første gang i hendes snart 11 årige liv. I går da vi var ved stranden og hende og Soko løb rundt og nød friheden, gav hun pludselig et piv og så rullede hun rundt og kunne ikke rejse sig. Jeg løb hen til hende og forsøgte at få hende på benene igen. Det virkede som om at begge bagben var helt ubrugelige og hun kunne ikke stå selv. Forsøge at bede Nanna om at dække mens jeg fik kaldt Soko til mig og fik hende i snor. Det gik slet ikke,hun var helt i panik og kæmpede for at komme op at stå. Fik Soko i snor og fik båret Nanna op til bilen og placeret hende nogenlunde sikkert på forsædet og så afsted til dyrehospitalet. De vi kom ind efter lang ventetid var det som om det ene bagben var helt stift og det andet helt slattent. Dyrlægen mente der er noget neurologisk, måske en blodprop eller en svulst der sidder tæt på rygmarven. Dyrlægen ville gerne indlægge hende til observation. Jeg insisterede på at vi observerede selv og kom til dem igen, hvis der skete noget. Nanna er meget afhængig af mig hun vil ikke kunne slappe af på et dyrehospital med en masse mennesker. Dyrlægen sagde at det var okay, hvis vi lovede at holde hende i ro. Det har vi gjort! hun har ligget i buret helt stille lige siden, kun afbrudt af korte tisseture ud på græsset -tis - hjem i buret. Hun er heldigvis blevet meget bedre og det virker ikke som om hun har smerter. Hun rejser sig selv i buret nu uden at vælte igen og hun kan selv slæbe sig rundt hvis man holder bagkroppen oppe med et håndklæde. Hvad der præcis er galt og hvad fremtidsudsigterne er vides endnu ikke, men håber en tur hos vores egen dyrlæge i morgen kan komme de spørgsmål lidt nærmere. Har i dag trænet et par af øvelserne i denne video med Nanna, så hun ikke keder sig ihjel. I dag har Soko og jeg været på en noget blæsende tur til Vejen. Der var international udstilling og i den forbindelse også en dogdancing konkurrence, hvor Soko var tilmeldt i Freestyle klasse 2. Konkurrencen startede tidligt og der er langt til Vejen, så vi kørte afsted klokken kvart i seks. Den eneste fordel ved at skulle så tidligt afsted er, at der ikke er ret mange andre biler på vejene. Når man er oppe og afsted på ensom roadtrip er det alligevel ret hyggeligt med tank-kaffe, kanelsnegl og høj musik :-) Jo tættere jeg kom på Vejen, jo flere "hundebiler" kunne jeg identificere. Alt fra almindelige personbiler med et diskret raceklistermærke i bagruden og bur eller to i bagagerummet til varevogne med kæmpebilleder af præmiehunde, kennelnavne, titler og hvilke år de har været til Crufts. Man ser rigtig mange ting på sådan en udstilling, som man ikke ser til daglig: Alle mulige og umulige racer, stylet efter alle kunstens regler. Deres ejere eller handlere i det stiveste puds, som indimellem kan se lidt øhmn specielt ud. Og så er der alle dem der er på vej til eller fra stedet, som slæber og kører vogne med alverdens trimmeborde, bure, telte og pelsede hunde indpakket i elastikker, sko og hætter. At bevæge sig rundt på sådan en udstilling er også lidt af en oplevelse. Man kan næsten gætte ud fra menneskenes påklædning og udstyr hvilke hundetyper der udstilles i de forskellige ringe. Ved hønsehunde og de andre stående jagthunde er en del grønt tøj og mange af de der små taburet stole, ved ringene med mere pelsede racer, er der mange telte og generelt lidt mere nydelig påklædning. Det siger selvfølgelig helt sig selv og det meste er af praktiske grunde, men derfor er det meget sjovt alligevel. Synes det er en imponerende energi og engagement der udvises, bare for at få en til at kigge på ens hund og give dens udseende en bedømmelse. Kan sagtens forstå at eksteriørbedømmelse har en berettigelse, ellers kommer en border collie måske til at ligne en cocker spaniel med tiden, men har det alligevel lidt underligt med hele udstillingscirkuset. Tilbage til dogdancingen: skulle som sagt op i klasse 2 og havde som mål at bestå, da jeg så kunne rykke op i klasse 3. Det var første gang jeg skulle stille op med gummimaske på. De andre gange har jeg haft make-up på, men nu har jeg fået meget fin Jack Skellington gummimaske, som måtte prøves. Jeg har selvfølgelig trænet med masken op til konkurrencen, men helt sikkert ikke nok. Er i tvivl om Soko har svært ved at høre mig med masken på eller om hun mangler min mimik, men det er meget sværere for hende når jeg har masken på. Derudover blæste det virkelig meget i dag, så tror hun havde svært ved at høre hvad jeg sagde. Det betød nogle lidt lange pauser og et par misforståelser undervejs, så desværre for lave point i udførelse til at vi kunne bestå. Alligevel vandt vi klassen :-) Jeg håber på stille vejr til næste konkurrence i Lille Skensved den 26. juli. Har vist glemt at fortælle om sidste konkurrence i Ringsted, for snart en måned siden. I Sorø rykkede Soko op i freestyle klasse 2 og da der kun var en måned til næste konkurrence, havde jeg ikke tid til at lave meget om i vores program. Vi stillede op med klasse et programmet i klasse 2 og desværre synes Soko der skulle snuses lidt, bortset fra det og den lille detajle at vi ikke fik point nok til at bestå, gik det ganske godt. Nanna blev disket i HTM 1, da hun smuttede ud af ringen inden vi var færdige. Nannas program behøver ikke offentliggørelse, men Sokos kan ses lige her. Eller jeg gør, tror hundene er ligeglade :-)
Vi har været til HTM-konkurrence første weekend i februar, første weekend i marts og skal til en dobbeltkonkurrence i Rønde på næste lørdag, den 5. april. På den ene side elsker jeg, at noget at træne hen imod, på den anden side bliver jeg lidt bundet i min træning og vist også lidt mere kedelig og meget mere målrettet når jeg har et mål. Jeg kommer nemt til at springe lidt let over den del med at sætte signal på øvelserne og tror at hundene kan dem. SÅ forsøger jeg at kæde øvelser der ikke er helt i skabet, hvilket som regel ikke går ret godt. Træningen med Nanna KAN ikke presses, så snart jeg prøver at forcere hurtigere end hun er klar til, bliver hun frustreret og melder sig helt ud af træningen. Så bliver jeg irriteret og træningen går helt i stå. Der er vi ikke helt nu,træningen kører faktisk okay, men lige nu har jeg et par ting der ikke handler om dogdancingprogrammer jeg gerne vil træne på: - Sokos indkald, er super i parken (hvor jeg som regel træner det), men alle andre steder er det crappy - Ingen af hundene gider lege med mig mere. Nanna kan ikke lage, hvis Soko er i nærheden og Soko bestemmer selv hvornår hun gider lege med mig - Soko har fået en dårlig vane med at stresse når vi går ned af trappen. Der bor en chihuahua på etagen under os, som hun hader og har den været i opgangen for nylig piver og stresser hun. Det samme hvis hun kan høre chihuahuaen i opgangen. - Når det ringer på døren gør Soko som en gal og er helt udenfor rækkevidde. Heldigvis er dørklokken i stykker for tiden, så det sker ikke så tit. Alt det kaster jeg mig over om en uges tid og jeg glæder mig :-) Hvis nogen sidder og venter på 6. del af dogdancing-føljetonen, så er den på vej. I indlægget fra i søndags handlede det om, at indlære øvelserne til ens program, for hunden. Det er ikke nok at hunden kan øvelserne og programmet, du skal også kunne det. Du bliver nød til at kunne programmet inden du skal til at træne program-dele med hunde, så nu vil være et godt tidspunkt at øve det på. Jeg starter med at finde en relativt øde græsplæne eller parkeringsplads, væbnet med musikken og programmet på papir. Så går jeg programmet mange gange, mens jeg forestiller mig hvad hunden gør imens. Når jeg er ved at være nogenlunde hjemme i programmet, begynder jeg at lægge mærke til hvor jeg placerer mig i ringen. Hvis jeg ikke bruger nok af ringen, overvejer jeg om jeg kan ændre lidt på det. Når du synes du kan programmet, kan du få en hjælper til at starte musikken på et tilfældigt tidspunkt (eller gøre det selv vha iphone eller lign) og se om du kan huske hvad der skal ske når musikken starter. Og så til dagens emne: Signaler Der er meget forskellige måder at sætte signaler på øvelser på. Oplever indimellem, at nogle tror hunden er forprogrammeret til at kende forskellige signaler. Det er de ikke! Nogle giver signalet under indlæringen, allerede når de starter på at træne en øvelse. Jeg (og mange andre), anbefaler først at sætte signaler på når øvelsen er færdig, flydende og modstandsdygtig overfor forstyrrelser. Jeg træner sådan, at i et træningspas uden signaler, skal hunden lave den første øvelse jeg klikker for, i hele passet! Jeg skifter altså ikke øvelse midt i et træningspas, men laver 5-15 gentagelser af samme øvelse (evt med forskellige forstyrrelser), holder en pauseinden jeg går i gang med at træne en ny øvelse. Hunden skal gerne opdage, at nu er der pause, så jeg markerer pausen ved at hunden får lov at lege, søge godbidder, den får et fri og får lov at gå og snuse lidt eller jeg holder den bare i halsbåndet et øjeblik, uden vi har kontakt. Når jeg synes at øvelsen er tilstrækkelig god til at sætte signal på, starter jeg med et kort træningspas uden signal, hvor hunden laver øvelsen. Holder en kort pause og i næste træningspas, giver jeg mit signal i det hunden laver øvelsen. Hvis jeg ikke når, at give mit signal inden hunden laver øvelsen, klikker og belønner jeg alligevel. Dette gør jeg nogle gange, måske 3 træningspas. Næste trin er at give signalet lige inden hunden laver øvelsen. Dette kræver, at øvelsen er flydende, ellers er det for usikkert hvornår hunden vil lave øvelsen og hvilken øvelse den laver (se evt mere om flyd i del 4). Jeg belønner stadig selv om hunden når, at lave øvelsen uden jeg har givet signalet. Dette trin gentager jeg måske 3-4 træningspas. Tredje trin er, at bruge signalet i alle mulige situationer, forskellige steder, tidspunker mm. Stadig belønnes hvis du ikke når at give signalet inden hunden har lavet øvelsen. Fjerde trin er der hvor det bliver svært for dig :-) Nu skal hunden lære, at vente på signalet. Det vil sige,at nu bliver hunden ikke længere belønnet for at lave øvelsen, hvis du ikke har givet signalet. Vi skal lære hunden, at det betaler sig at vente på signalet. Til at starte med, vil hunden sikkert prøve at lave øvelsen igen og igen og den bliver en smule frustreret over, at der ikke falder nogen belønning. Når den har lavet øvelsen nogle gange uden at have fået belønning for det, vil den sikkert stoppe et øjeblik og kigge på dig for at sige "Hva' giver det ikke noget?" I DET øjeblik skal du være hurtig og give hunden signalet og selvfølgelig belønne når den laver øvelsen. Efterhånden trækker du signalet længere og længere tid, til hunden kan vente nogle sekunder på signalet. Sidste trin, er at mixe med andre signaler. Du kan starte med signaler, der ikke betyder noget, vrøvlesignaler. Når du kommer med et vrøvlesignal, skal hunden intet gøre. Efterhånden kan du blande med signaler hunden kender i forvejen. Når hunden kan det, kan den øvelsen og signalet og du er klar til at sætte flere øvelser sammen. Nedenfor en lille video af trinene i processen. Nu har jeg skrevet lidt om, at vælge musik og at opbygge et program, så nu er det vist tid til at skrive lidt om træningen af øvelserne i programmet. Inden jeg begynder at indlære øvelserne til programmet, skriver jeg alle øvelser der er i programmet ned og alle de situationer hunden skal kunne øvelsen i. Jeg bruger et skema ala det grundfærdighedsskema, der findes i bogen "Lydighedstræning i teori og praksis" af Cecilie Køste og Morten Egtved. Et eksempel ses her: Efterhånden som hunden kan øvelserne på højere niveau, krydser jeg af i skemaet.
Jeg skriver også øvelser på, som jeg egentlig tror hunden allerede kan, vil gerne sikre mig, at hunden kan alle øvelserne godt nok inden jeg senere sætter dem sammen. Så er det tid til at gå i gang med træningen. Lad det være sagt med det samme, der er rigtig mange måder at lære en hund nye øvelser på og det er et kæmpe emne. Derfor bliver dette en overfladisk gennemgang og meget af det ved du sikkert i forvejen, hvis du har trænet noget med din hund tidligere. For min skyld kan man bruge hvilken som helst fremgangsmåde i træningen, så længe det ikke er til nogen form for gene for hunden. Indlæring af øvelser Først en oversigt over hvordan jeg indlærer nye øvelser:
Og så kan hunden øvelsen :-) Få øvelsen frem Jeg er personligt stor tilhænger af klikkertræning og det at hunden selv skal komme frem til øvelsen uden at blive lokket med en godbid foran næsen. Ikke fordi der sker noget dårligt for hunden hvis den bliver lokket, men den tænker ikke over hvad den gør, mens den følger efter godbidden. Derudover giver lokning ofte et håndtegn som man senere skal arbejde med at få væk. De allerfleste øvelser indlærer jeg ved hjælp af shaping. Det starter med at jeg laver en plan over alle de bitte-små trin jeg kan opdele øvelsen i, måden der trænes på, er ved at hunden først belønnes for det første trin nogle gange. Derefter skal den lave trin 1+2 før den får sin belønning. Se et eksempel på en kriterieplaner her. Et god tommelfingerregel er, at når hunden gør det rigtige 4 ud af fem gange, er det tid til at gå videre til næste trin. I nogle tilfælde kan det være lettere, at bruge en form for hjælpemiddel til at indlære øvelsen, selv om dette skal fjernes igen. Det kan fx være en balje til først at indlære elefantøvelsen, som derefter bruges til at lære hunden at finde ind på plads. Andre gange kan en form for opsætning af miljøet hjælpe til med at indlære øvelsen rigtigt. Et eksempel på det, kan være at lære hunden at bakke mellem sofabordet og sofaen eller hvis hunden skal gå baglæns i en heelworkposition, kan man gå tæt på en væg/et hegn, hvis hunden har tendens til at dreje ud. Pas på, at disse hjælpemidler ikke bliver nødvendige for hunden, fjern dem hurtigst muligt. Fjern hjælpere, kom videre! Sørg for, at der hele tiden er fremskridt i din træning. Har du brugt en hjælper, du ikke kan have med i programmet, skal den væk, så hurtigt som muligt. Ellers kan hunden blive fastlåst i den ufærdige øvelse. Eventuelle håndtegn gøres mindre og mindre, for til sidst helt at forsvinde. Automatisering/flyd Næste trin er at gøre øvelsen automatiseret eller flydende. Det vil sige, at hunden ikke længere tænker over, at den laver øvelsen. Øvelsen sidder "på rygradden". Måden at få en øvelse til at blive flydende, er ved at træne den forskellige steder, med forskellige situationer. Du kan se, at øvelsen er flydende når hunden så snart den har spist godbidden fra sidste gentagelse, går i gang med den næste. Når øvelsen er flydende, er det tid til det næste trin, at sætte signal på. Dette emne er temmelig stort, så det får sit eget indlæg i løbet af ugen. |
Randi- en hundetræningstosse Archives
|