En hundehistorie

 
I 1998 fik jeg min første egne hund, en køn lille dværgpinscherhvalp på 8 uger. 
Jeg ville have en sort og tan pincher og jeg havde reserveret i god tid. Der blev født en sort og tan hanhund og jeg glædede mig til den lille hund blev 8 uger. Da de var omkring 4 uger gamle ringede opdrætteren til mig og fortalte at min hvalp desværre var blevet bidt ihjel af en af hendes andre hunde, men hun havde tilfældigvis lige et andet kuld hvor der var to røde hanhunde i og jeg måtte vælge først.
Min kæreste og jeg kørte til opdrætteren for at se på dette alternative kuld. Hvis jeg skulle købe en hund i dag var jeg sandsynligvis løbet skrigende væk.
Vi blev placeret i stuen med kaffe og småkager og de to ca 6 ugers hvalpe blev båret ind i stuen, fra er sted ude bagved vi ikke måtte se,
De to hvalpe havde sandsynligvis ikke været i stuen tidligere, for da de blev sat på gulvet begyndte de at snifle noget nervøst omkring.
Den ene hvalp var lidt apatisk og ikke særligt nysgerrig og den virkede noget utryg ved situationen. Den anden var mere frejdig og nysgerrig, så den valgte vi.

Det viste sig hurtigt efter Robin var flyttet ind at han var lidt af en mundfuld og at det var lidt sværere at have hund end jeg lige umiddelbart havde forestillet mig.

På det tidspunkt var Roger Abrantes og "Hunden - Ulven ved din side" meget hot. Fuldt forståeligt, det var nok den første bog på dansk hvor metoden var baseret på positiv forstærkning og øvelserne var skåret ud i pap, så alle kunne udføre øvelserne.
Bogen beskrev detaljeret hvad de enkelte signaler betød og hvordan de skulle siges. 'Bonge'= se på mig, 'sit'= sæt røven i sædet og hold benene strakte indtil du får anden besked. Der var en øvelse der var ualmindelig meget brugt på træningspladserne, nemlig 'Combi 4', som var de fire øvelser, sit-dæk-stå-fri udført efter hinanden.
Jeg tror det var den bog der indførte at vi alle sammen skulle rende rundt og sige 'Dygtiiig', på glad og fjollet facon.
Det var lige mig og Robin, Han lærte lynhurtigt alle de forskellige øvelser i bogen.

Min lille Robin var også et pragteksemplar på træningspladsen, problemerne startede så snart vi kom hjem: Han stjal fra bordet, bed, tissede alle vegne, gøede konstant og stak af fra os på gå turene og endda engang ud gennem et vindue.
Det gik med andre ord rigtig godt når han skulle lære at 'gøre noget', men gik galt når han skulle lære 'ikke at gøre noget'.

Når jeg spurgte min træner var beskeden at jeg skulle sørge for at hunden ikke overtog magten. Det skulle jeg gøre ved altid at vinde over ham i trækkeleg, når han bed i noget skulle jeg sige 'nej' og tage det fysisk fra ham. Derudover skulle jeg følge alle de der 'lederskabs-regler': spise først, gå først ud af døren osv. Gjorde han ikke som jeg ønskede, skulle jeg 'læse paragraffer' for hunden. Det vil sige holde i hundens kinder og stirre den i øjnene til den overgiver sig. 

Man skulle jo tro at det ville være en smal sag at tage legetøj fra en hvalp på ca 2½ kg, men det var det bare ikke. Den lille hund kæmpede som for sit liv og flere gange måtte jeg grædende skubbe Robin ind i stuen og lukke døren, fordi han aldrig gav op. Det samme med paragraf-læsningen: Tror aldrig han overgav sig, så ingen smasken eller blinken fra Robin.


Da Robin blev kønsmoden havde han store problemer med at styre sig omkring tæver og han parrede sig med alt hvad han kunne slippe afsted med. Han var helt utroligt stresset og led sandsynligvis også af en form for hyperseksualitet.
Robin og mig kom aldrig til at arbejde rigtigt sammen, og jeg brugte meget af min tid med at forhindre ham i at gøre et eller andet i stedet for at lære ham hvad han skulle gøre.

Jeg elskede Robin og gjorde alt det bedste jeg kunne for at han skulle blive en god hund og for at han havde det godt. Da Robin var fire år gammel blev han omplaceret, på grund af mine håbløse boligforhold.

Hvorfor kommer jeg pludselig i tanker om alt det, her 9 år efter jeg sidst så min lille hund? 
Fordi jeg tilfældigt kom forbi Robin på en hjemmeside. Robin var åbenbart blevet omplaceret igen og han blev aflivet som 11 årig på grund af nogle af de problemer han allerede havde da jeg havde ham.


Det rørte mig utrolig meget at se hans lille kække hundeansigt og læse den sidste del af hans historie. 
Mit liv med Robin var præget af skyld, dårlig samvittighed og kontrol. Min dårlige samvittighed gik på at jeg ikke kunne give min hund et godt liv den kunne håndtere og at jeg ikke kunne følge de regler jeg skulle for at få ham på ret køl. 

Hvis jeg havde fået Robin i dag var det måske endt lidt lykkeligere. Jeg havde for det første ikke købt hund hvor jeg gjorde, jeg havde været bedre til at se at jeg havde med en ekstremt stresset hund at gøre, jeg have været meget bedre til at træne og belønne ham og jeg havde ikke troet så fuldt og fast på at følge de forskellige lederskabsregler. 

Heldigvis er jeg blevet meget klogere og det nyder mine egne hunde godt af. Selv om de begge har deres issues med forskellige ting, er vores forhold baseret på tillid, leg og glæde. Jeg bruger langt mere tid på at lære dem rigtig adfærd i stedet for at forbyde hvad jeg finder forkert og kontrollere at de ikke gør det.

Jeg sidder aldrig i sofaen og tuder over mine hundes opførsel i dag og jeg føler at vi arbejder sammen og at vi har en fælles forståelse og samhørighed.

Robin har ikke levet forgæves, for uden ham var jeg nok ikke gået videre med hundetræning. Jeg nåede at læse utrolige mængder litteratur om hundetræning inden jeg fik min næste hund og jeg forsøgte at lære klikkertræning fra forskellige hjemmesider.
Jeg laver stadig fejl hele tiden, men nu er der ikke nogle regler jeg skal følge for at hunden ikke overtage magten.

Dejligt at der er sket så meget på hundetræningsfronten de sidste ca 10 år, det kan kun være godt for vores vovser.