Nej, nej, nej, NEJ! - Om hvorfor jeg gerne vil begrænse brugen af forbudsord.

Vi er flyttet på landet og det er fantastisk!
Vi har fået have, stald, garage, lidt jord og masser af plads inde og ude.

Jorden er i fuld gang med at blive forvandlet til en hundetræningsbane og så snart græsset er oppe, starter jeg træning igen, nu på Sydsjælland. 
Træningsplads lige udenfor hoveddøren betyder, at jeg kan holde undervisning i hverdage også :-)
(Vi holder en indvielsesfest af den nye bane den 16/8 og du er inviteret, men mere om det senere).
Jeg har anskaffet kaniner og snart kommer der også høns til, så der bliver mulighed for virkelig at få forstyrrelser til indkald/stop jagten kursus :-)
Jeg glæder mig MEGA-meget til at komme i gang med at have hold igen.

I forbindelse med flytningen har vi haft travlt med at få malet, flyttet ind og pakket ud, at få indhegnet haven, få gang i køkkenhave og græsplæne.

Den eneste hundetræning jeg har prioriteret de sidste par måneder, er alene hjemmetræning og lidt fysisk træning.

På grund af flytningen har mange rutiner ændret sig. Tidligere var døren ud til opgangen altid lukket og hunde kom kun ud af den hvis der kom gæster de skulle ud og hilse på, eller hvis de skulle ud og gå tur. I sidste tilfælde iført snor og sele/halsbånd. 
Herude på landet kan man bare blæse ud når en dør åbnes. Og det gør man!

Så snart jeg tager i dørhåndtaget kommer hundene styrtende gennem huset, hen over flyttekasser og andet rod i fuld fart. Når jeg åbner døren et par centimeter kæmper de to snuder om at klemme sig ud af døråbningen først. Så snart de er ude, spæner de ud til hegnet og en tur rundt i haven.

Noget lignende gør sig sker hvis man skal gennem er stalddør, havedør, havelåge og endda bildøren.

Jeg har ellers prioriteret gode bilvaner højt, men det er åbenbart pludselig glemt af både mig og hundene. Det har aldrig før været tilladt at hoppe ud af bilen uden tilladelse. 
Jeg må have slækket på kravene, for sidst jeg havde hundene med i skoven, så jeg pludselig mig selv forsøge at kropstacklede to hunde der kæmpede for at komme ud af bildøren, mens jeg forsøgte at give dem snore på.

Samtidig med at hundenes gode opførsel er forduftet, har jeg lagt mærke til, at jeg har skruet op for Nej'erne.

Hvis en hund ikke skal med ud gennem er dør: Nej! 
Hvis jeg ikke fysisk kan holde hundene inde i bilen: Nej!
Hvis jeg taber noget mad på gulvet: Nej!
Hvis der er en hund der gør i haven: NEJ!

Og hvad så? Det hjælper jo (som regel) og hunden tager ingen skade af et nej. Hvad er der galt med at bruge et forbudsord som Nej? 

En klar besked?
Det første problem jeg har med forbudsord er at det ikke er en særligt klar instruktion til hunden.
Et nej betyder "Stop det du gør (eller det jeg tror du har tænkt dig at gøre)". 
Signalet fortæller ikke hunden HVAD den skal stoppe med. Der er heller ingen information om hvad hunden skal gøre i stedet.
Det svarer til at jeg beder taxachaufføren om at køre mig til et sted, men det må for guds skyld ikke være Rådhuspladsen. Hvor skal den stakkels taxachauffør køre mig hen?

Min oplevelse er, at det er meget lettere at lære hunden at gøre noget end at lade være med noget: Sit eller stå er lettere at lære hunden end "lad være med at hoppe op", sit i stedet for Nej til at gå ud ag havelågen, gå ved din side i stedet for lad være at trække i snoren.
Det er nemmere at følge en klar instruktion end en "gør ikke det", både for mennesker og hunde.
Desuden kan man let indlære øvelser, som trænes inde i stuen uden en eneste forstyrrelse og derefter tilføre flere og flere forstyrrelser indtil hunden kan øvelserne ude i den virkelige verden. Frem for at hive hunden ud i verden fyldt med forstyrrelser og der begynde at lære den at den ikke må tage dem.
Mit mål med træningen er, at hunden skal have en ide om at den kan få ALT det den gerne vil have, bare den går gennem mig.


Kontrol eller selvkontrol?

De fleste metoder til indlæring af Nej involverer en form for kontrol af hunden og der er ikke automatisk indlagt indlæring af selvkontrol træningen. Da jeg for mange år siden gik til træning med mine tidligere hunde, blevdet håndhævet meget kraftigt, at en Nej-godbid, var og blev en Nej-godbid. Den kunne aldrig blive til en Ja-godbid. Tror tanken var noget med at være konsekvent overfor hunden. Men det ødelægger muligheden for at hunden kan arbejde for Nej-godbidden og dermed muligheden for at flytte kontrollen fra ejer til hund.

Selvkontrol er altid bedre end kontrol! 
At træne selvkontrol med hunden gør stort set al anden træning meget lettere, det giver en ustresset og selvsikker hund. 
Derfor er det meget bedre, at lære hunden at kontrollere sig selv og derefter belønne med det den gerne vil have, end det er at kontrollere den. 

Hvis man helt dropper alt det med ja og nej og istedet sætter hundens hverdag op så den får det den ønsker, når den gør noget du ønsker, går alt meget lettere.

Dette bringer mig tilbage til mit problem, nemlig hunde der ar glemt alt om selvkontrol i hverdagen og mit opskruede forbrug af forbudsord. Grunden til at det er endt med alle Nej'erne, er at det umiddelbart virker lettere end at træne hunden. Det er det bare ikke, slet ikke når det drejer sig om situationer der foregår flere gange dagligt.
I næste blogindlæg kommer der lidt mere konkrete beskrivelser at træningen af god døropførsel og forhåbentlig en video, hvor hundene opfører sig lidt bedre.
(Måske kan jeg endda få en video som vender rigtigt :-))