Jeg er hæs, rasende og har en lille smule dårlig samvittighed over at have råbt af to ud af tre hunde. Sidder i sofaen med trøste-kaffe og trøste-snøfler og overvejer hvorfor jeg har anskaffet mig alle de irriterende, besværlige og åndsvage dyr jeg har. Hundene har været pisse irriterende i dag: Soko knurrer af Simba (gennem gitter, tør ikke tænke på hvad hun havde gjort hvis ikke det var der), hun graver store huller i haven, lige der hvor jeg har sat tulipanløg, hun har lige angrebet Nanna ude i haven tilsyneladende uden grund (heldigvis ikke noget der udviklede sig til mere end lidt snerren og snappen) og så har hun været i et af træerne hvor hun har stjålet en mejsekugle, som hun sandsynligvis får dårlig mave af senere. Simba stjæler som sædvanligt alt hvad han kan komme i nærheden af, i dag har han gnasket pejsetændstikkerne, en træsko og så har han bidt hul i en jakkelomme, samt spredt det meste af en pose malet kaffe på køkkengulvet. Derudover har han lært et nyt trick, nemlig at hoppe over hegnet der omkranser haven. Det gjorde han så lidt tidligere i dag for at løbe i hønsegården og jage rundt med de stakkels fugle. Han fik indfanget hanen, som han heldigvis ikke tog livet af, men bare slikkede lidt på. Jeg kom muligvis til at råbe lidt højt af ham og fik ham jaget ud igen, men mens jeg tjekkede at hanen var okay, kom han ind i hønsegården igen (ja, det hegn kan han åbenbart også springe over). Jeg gjorde noget jeg stort set aldrig gør over for dyrene: Jeg mistede besindelsen og fortalte med en stemme der fik selv de polske juletræsarbejdere til at stoppe op og være helt stille et øjeblik (Vi bor midt i en juletræsplantage og der fældes lige nu), at det IKKE er okay at jagte rundt efter hanen. Nanna har selvfølgelig været sød og eksemplarisk som altid :-) Jeg havde ellers planlagt en masse træning i dag, da vi skal til konkurrence næste lørdag: Nanna skal op i færdighedsprøve 2, Soko stiller op med dele af sit helt nye freestyle 3 program i for-sjov og Simba er tilmeldt i klasse 1 og for sjov. Træning er pt udskudt til jeg er faldet lidt ned igen, vil tro det er sket når dette indlæg er færdigt og/eller når snøflerne er spist :-) Dette indlæg vil fra nu af handle om hvordan jeg har tænkt mig at forsøge at fikse en af de irriterende vaner, nemlig Simbas køkkenbordsscanning. Han tjekker lige køkkenbordet når man ikke har øjnene på ham og næsten alt kan være interessant: platsposer, madvarer, viskestykker, karklude, køkkenruller, en flaske olivenolie eller bare alt han kan tage i munden eller spise. Han har endda præsteret at stjæle to stykker bacon som var i gang med at stege på panden. Herhjemme har vi lidt forskellig tilgang til træningen af dette: Min mand råber af ham, jeg forsøger at sørge for, at der ikke er noget på bordet han kan stjæle og derudover forsøger jeg at forhindre at han hopper derop, ved at give ham noget andet han kan beskæftige sig med inden han hopper på køkkenbordet. Ingen af delene hjælper rigtig godt, måske fordi vi ikke er konsekvente nok. Derfor vil jeg nu prøve at analysere adfærden at hoppe på køkkenbordet for at lede efter mad og genstande. Adfærdsanalyse er en afdeling af psykologien som går ud på at identificere forløber og konsekvens for en adfærd, for derefter at kunne ændre adfærden ved at ændre en af disse. På engelsk taler man om en adfærds ABC. A står for Antecedant, som oversat betyder noget i retning af forgænger eller forudgående betingelse, altså det der kommer før adfærden,det der gør at den starter op. B står for behavior,som betyder adfærd og C står for consequence, som betyder konsekvens eller følge. Al adfærd opretholdes af det der følger efter, altså konsekvensen. Det er ikke fordi du siger Sit, at hunden sætter sig, men fordi det tidligere har haft en konsekvens for hunden at sætte sig når du siger Sit. Konsekvens brugt på dansk er et lidt hårdt ord og betyder ofte i daglig tale en negativ konsekvens. Konsekvens i denne sammenhæng kan lige så godt være en positiv følge af noget: Når du har sagt Sit til hunden og den sætter sig, kan konsekvensen være, at den får en godbid, får lov til at løbe i vandet eller en anden positiv konsekvens. I adfærdsanalysen ved man ikke altid hvad der starter adfærden eller hvad konsekvensen for individet er og dette afdækkes ved at prøve forskellige ting og tælle hvor mange gentagelser af adfærden man ser. Det kan fx være et menneske der skader sig selv eller en hund der jager usynlige fluer. I disse tilfælde kan det være meget svært at se hvad konsekvensen der opretholder adfærden kan være. I mit tilfælde er det relativt let at gætte hvad opretholder adfærden: Simba får ofte noget ud af at hoppe på køkkenborden: Bacon, ost, køkkenruller der kan flænses og meget andet godt. Der er noget der tyder på, at det at råbe Ned til ham ikke har en effekt, Han fåralligevel hans bacon og ordet har ingen betydning for ham. Forløberen for hans adfærd er i næsten alle tilfælde at en person forlader køkkenet eller vender ryggen til ham, mens han ikke lige har andet at tage sig til. Når man stiller det op på denne måde er løsningen jo lige for: Den positive konsekvens ved at hoppe på bordet skal fjernes. Sagt med andre ord: Vi skal lære at rydde op og fjerne alt interessant fra køkkenbordet. Derudover kunne det måske være en hjælp at sætte ham til noget andet eller at fjerne ham fra køkkenet når man går og laver mad, så han heller ikke her har held med tyveriet. Ud over disse to tiltag er vi så småt gået i gang med at træne noget selvkontrol omkring godbidder, høns og legetøj, da disse tre ting har meget høj værdi for den unge mand og han har meget svært ved at beherske sig omkring disse tre ting. Det har jeg desværre ikke tid til at skrive om nu, jeg skal ud og rydde køkkenbordet, men du kan læse et tidligere blogindlæg om emnet her. Herunder er et billede fra Susan Friedmans super gode hjemmeside, som netop handler om adfærdsanalyse hos dyr.
1 Comment
|
Randi- en hundetræningstosse Archives
|