I mit sidste blog indlæg (og en hel del af de tidligere) har jeg brugt en masse ord og energi på at fortælle hvordan jeg selv gerne vil være med mine hunde, hvor dygtig jeg er, hvordan jeg altid  planlægger omgivelserne, så vi træner med succes osv.

Det er helt sikkert min intention, men dette blogindlæg skal handle om alle de gange det går galt. Eller ikke ALLE gangene, så bliver det jo mange, mange sider langt :-) 

Sidst det gik galt, er nogle dage siden. Jeg var ude at gå og hundene ser en kat under en bil. Jeg ved at katten bor her og vi ser den ofte. Derfor har jeg altid lommerne fyldt med godbidder når jeg forlader hjemmet og hvis katten er der træner vi næsten altid forskellige øvelser mens katten er i nærheden.
Men denne gang havde vi gået en lang tur og var helt henne ved hoveddøren, så jeg gad ikke træne med hundene, ville bare hjem. Besluttede mig for bare at trække afsted med hundene og få dem ind i opgangen. Nanna ser katten og får på en eller anden måde viklet snoren omkring mig. Da jeg vil rede hundesnorene ud, taber jeg Sokos snor i samme sekund som hun vælger at lave et udfald mod katten. 
Det resulterer i Soko efter kat i fuldt firspring gennem og over Frederiksvej. Ind under biler og under et hegn. Katten er lidt mindre end Soko, men det er hun åbenbart ligeglad med. Hun var smurt ind i motorolie og har nu flere sår på trædepuder og ben, fordi hun skulle gennem de samme åbninger som katten. (Må hellere nævne at den stakkels kat ikke ser ud til at have fået men af episoden). 
Hvad der er næsten lige så slemt, er at hun er begyndt at lave nogle gevaldige ryk i linen. Sådan nogle når-man-mindst-venter-det kast af helt kropsvægt af al kraft i en eller anden retning. 

Må indrømme at jeg bliver så irriteret over hendes adfærd at jeg 'straffer' hende ved hun ikke får lov at snuse ret længe til noget, jeg trækker hende hurtigt med mig.
Jeg ved jeg da udmærket at det kun hjælper på min underlige menneskelige hævnlyst og at vuffi ikke bliver det mindste bedre til ikke at lave horisontale bungee jumps i selen af at hun kun får lov til at snuse i kort tid.

Meget belastende adfærd fra os begge...bør snarest genoptage gå pænt træningen.



For 14 dage siden, lavede jeg ogsånoget skidt træning: Vi går en aftentur i Søndermarken og da der er godt udsyn, ingen hunde eller egern i syne, får hundene lov at løbe løse.
Jeg laver en del indkald og belønner dem rigtig godt. Da det er Soko jeg har haft indkaldsproblemer med, er det selvfølgelig hende er mest opmærksom på. 
Jeg kalder, Soko vender i luften og kommer....men hvor er Nanna? 

Jeg kalder igen, stadig ingen Nanna. Jeg ser at hun står ved et træ og istedet for bare at hente hende kalder jeg en 3., 4., og sikkert også 5. og 6. gang. Stadig står hun bare og snuser/spiser et eller andet.

Jeg bliver irriteret og går hen for at hente hende. Nanna står og spiser noget opkast (adr) og hører intet da jeg kommer.

Havde planer om at intensivere indkaldstræningen med Nanna. Jeg ville lave en 'mad-sti' til træning af hende og gå den. Det skulle være en sti hvor JEG vidste hvor der lå madrester. Planen var så at gå stien med hende i lang line og kalde hende ind og belønne stort for indkald. Enten med belønning fra mig, eller belønningen kunne være tilladelse til at æde madresten.

Rigtig god plan, den er bare ikke lige blevet ført ud i livet endnu....men det bliver den....måske.


Jeg kunne blive ved med at opremse fejl i træningen, eksempler på min dovenskab, alle de gange hvor jeg tror vi er kommet meget længere i træningen end vi egentlig er og derfor gør mere skade end gavn, de gange hvor jeg ikke kan styre omgivelserne, de gange jeg har glemt godbidderne hjemme eller læser sms'er i stedet for at være opmærksom på mine hunde osv osv.

Det gider jeg dog ikke.
Træningen af mine hunde bliver nok aldrig 'færdig', uanset hvor perfekt jeg så end er eller hvor effektivt jeg træner. Øvelser skal hele tiden gen-trænes for at holdes ved lige eller for at reparere på en fejlindlæring. 

Særligt indkald og selvkontrolsøvelserne er ferskvarer, der hurtigt 'fordærves' og som jeg ofte hele tiden må være opmærksom på.

Ind imellem føles det som et sisyfosarbejde at træne disse hverdagsting, men på den anden side er hundetræning min hobby nr. 1 og jeg morer mig med at arbejde med hverdagslydigheden. 
Derudover har jeg en følelse af at jo mere vi arbejder med fx indkald jo nærmere et forhold får jeg til hundene.

Så er egentlig meget godt tilfreds, nyder at træne med de hunde jeg har og drømmer ikke om et totalt velafrettet kæledyr.

For et par uger siden var jeg på klikkerkursus hos Åsa Jakobsson i Skåne. Forrige gang vi mødtes havde vi talt lidt om indstilling i hundetræning og Åsa havde arrangeret at Wivan-Kristina Sandberg kom og talte om mentalttræning i forbindelse med hundetræning.
En af de ting Wivan talte om var at finde 'de rigtige' følelser frem, når vi træner og konkurrerer med hunde og at undgå de dårlige og negative tanker. I den forbindelse stillede Wivan spørgsmålene
Hvorfor har du hund?
Hvorfor træner du hund?

Hvorfor jeg har hund
Tja, fordi jeg altid har haft det og i de perioder jeg ikke har, har jeg savnet det enormt meget.
Fordi jeg elsker den samhørighed man har med sin hund, samarbejdet og berøringen. Jeg kan lide at 'tage mig af noget' og at der er nogen der er afhængige af mig. 
Og så smitter hundens adfærd af på mit humør. Hunde har generelt en 'her kommer jeg'-attitude og de er ikke sure fordi det regner eller fordi sengetøjet er beskidt. Det gør mig mere glad at omgive mig med nogle så umiddelbare skabninger. Formentlig ville børn eller andre dyr give mig nogenlunde det samme.
Hundene giver mig dog noget de fleste andre dyr ikke ville kunne give mig, nemlig en masse gåture, møder med mange andre mennesker dagligt og venner og bekendte i hundeklubben.

De opfylder de nogle meget basale menneskelige behov hos mig og derudover er de min interesse og min hobby.

Hvorfor træner jeg så med hundene?
Hmm, fordi jeg synes det er sjovt, det giver os et dejligt samarbejde og hundene elsker det. Når de bliver glade, bliver jeg glad.

Nå ja og så selvfølgelig for at få en hverdag der fungerer lidt lettere med hundene. Det er grunden til at jeg træner ikke trække i snoren, indkald, bliv indtil du får lov at flytte dig, lad være med at stjæle mad fra bordet osv.

Vil hellere svare på hvorfor jeg træner som jeg gør. Jeg er gennem de sidste år blevet mere og mere 'klikker-fanatisk'. Det vil sige at jeg virkelig anstrenger mig for ikke at komme til at straffe hundene med skæld ud, halsbåndsryk eller andet ubehageligt.
Det har jeg gjort ved at arbejde med mit eget temperament og ved at forsøge at sætte omgivelserne op så vi træner succesfuldt, det vil sige med relativt få fejl.
Begge dele er pisse-svært og der er et stykke vej til perfektion endnu, men jeg føler at det har ændret min indstilling til rigtig mange ting.
Det lyder muligvis fjollet for nogen, men jeg mener at jeg er blevet et andet og måske endda bedre menneske af at klikkertræne hunde. 
Jeg tænker mere over hvad der motivere ikke bare hunde, men også mennesker. Jeg tænker over hvordan man kan bruge positiv forstærkning i alle mulige sammenhænge, hvad der belønner og motivere mine kollegaer og kursister. (Og nej, mine kursister får ikke et klik og en M&M når de gør det godt (-:)
 
I mine 'gamle dage', da jeg havde min første hvalp var der rigtig meget der var en kamp, som det var vigtigt at jeg vandt. Hvis han fx bed i mine fingre troede jeg at jeg blev nød til at holde ham om snuden indtil han havde forstået at det måtte man ikke og derfor lod være.
Denne form for træning, gav på ingen måde mig noget, ikke engang en velopdragen hund. Det hjalp mig ikke til at blive mere tålmodig eller til at tænke mig om og tilrettelægge hverdagen på en måde så vi undgik de dårlige situationer. Tværtimod, så mente jeg at det var vigtigt at opsøge fejl, hvordan kunne hunden ellers vide hvornår den gjorde noget forkert?


Og værst af alt, så gav det mig ikke den gode følelse jeg får når jeg træner med mine hunde i dag. I stedet fik jeg en masse negative følelser ud af det. Jeg var ubehagelig mod den søde lille hvalp, hvilket i sig selv ikke er rart. Jeg skulle hele tiden fokusere på alle de ting hunden ikke måtte, jeg følte mig utilstrækkelig og som en dårlig hundeejer, når min træning virkede dårligt og hunden ikke gjorde som jeg forventede.
 
I dag tænker jeg som regel anderledes: Når hundene ikke gør som jeg havde håbet bliver jeg ikke ked af det eller sur på hundene. 
I stedet ser jeg hundenes dårlige opførsel som et tegn på at træningen ikke er helt afsluttet og der stadig er et stykke vej. Jeg gennemtænker de situationer vi færdes i og prøver at lægge træningen op, så vi får succes en anden gang. Det er ihvertfald det jeg stræber mod at gøre.

Jeg må indrømme at jeg inden Wivans oplæg tænkte, at jeg ikke havde brug for mental-træning i forbindelse med hundetræning og konkurrencer.
Men dette med at træde et skridt tilbage og blive tvunget til at svare på nogle meget grundlæggende spørgsmål i min relation til hundene har helt sikkert givet mig en større indsigt og en større ro i min træning med hundene. Hvis man ved hvorfor man gør noget er det lettere at identificere vigtig aktiviteter og mål fra de mindre vigtige. 
Og holder Wivan noget kursus der har det mindste med hund og mentaltræning at gøre, kan jeg meget vel være at finde på tilmeldingslisten. Dejligt med en positiv overraskelse :-)

Jeg har for nogle uger skrevet lidt om et indkaldskursus jeg var på hos Elsa Blomster, hvor vi blandt andet gik en lille sti med forskellige fristelser på. Der var et "dyr" der løb langs stien, et "egern" der løb og i et træ en hund der legede ved stien mm. 
Elsa har sørme lavet en lille video med os, som for de interesserede kan ses her (og man skal nok være pænt interesseret, for så spændende er den heller ikke :-))

I øvrigt træner vi stadig flittigt på indkald og vi er så heldige for tiden at bo et sted hvor der er rigtig mange egern og katte. Der betyder at der bliver trænet på næsten alle gåture og at begge hunde nu er blevet hjernevaskede til at når de ser en kat på vejen vender de om og kigger på mig og så er der store gode belønninger til dem.
Soko er dog stadig nogle sekunder langsommere til at slippe dyret med øjnene end Nanna er, men vi er nu stort set fri for den skrigende hyperventilerende terrier vi tidligere har oplevet.