|
I indlægget fra i søndags handlede det om, at indlære øvelserne til ens program, for hunden. Det er ikke nok at hunden kan øvelserne og programmet, du skal også kunne det. Du bliver nød til at kunne programmet inden du skal til at træne program-dele med hunde, så nu vil være et godt tidspunkt at øve det på. Jeg starter med at finde en relativt øde græsplæne eller parkeringsplads, væbnet med musikken og programmet på papir. Så går jeg programmet mange gange, mens jeg forestiller mig hvad hunden gør imens. Når jeg er ved at være nogenlunde hjemme i programmet, begynder jeg at lægge mærke til hvor jeg placerer mig i ringen. Hvis jeg ikke bruger nok af ringen, overvejer jeg om jeg kan ændre lidt på det. Når du synes du kan programmet, kan du få en hjælper til at starte musikken på et tilfældigt tidspunkt (eller gøre det selv vha iphone eller lign) og se om du kan huske hvad der skal ske når musikken starter. Og så til dagens emne: Signaler Der er meget forskellige måder at sætte signaler på øvelser på. Oplever indimellem, at nogle tror hunden er forprogrammeret til at kende forskellige signaler. Det er de ikke! Nogle giver signalet under indlæringen, allerede når de starter på at træne en øvelse. Jeg (og mange andre), anbefaler først at sætte signaler på når øvelsen er færdig, flydende og modstandsdygtig overfor forstyrrelser. Jeg træner sådan, at i et træningspas uden signaler, skal hunden lave den første øvelse jeg klikker for, i hele passet! Jeg skifter altså ikke øvelse midt i et træningspas, men laver 5-15 gentagelser af samme øvelse (evt med forskellige forstyrrelser), holder en pauseinden jeg går i gang med at træne en ny øvelse. Hunden skal gerne opdage, at nu er der pause, så jeg markerer pausen ved at hunden får lov at lege, søge godbidder, den får et fri og får lov at gå og snuse lidt eller jeg holder den bare i halsbåndet et øjeblik, uden vi har kontakt. Når jeg synes at øvelsen er tilstrækkelig god til at sætte signal på, starter jeg med et kort træningspas uden signal, hvor hunden laver øvelsen. Holder en kort pause og i næste træningspas, giver jeg mit signal i det hunden laver øvelsen. Hvis jeg ikke når, at give mit signal inden hunden laver øvelsen, klikker og belønner jeg alligevel. Dette gør jeg nogle gange, måske 3 træningspas. Næste trin er at give signalet lige inden hunden laver øvelsen. Dette kræver, at øvelsen er flydende, ellers er det for usikkert hvornår hunden vil lave øvelsen og hvilken øvelse den laver (se evt mere om flyd i del 4). Jeg belønner stadig selv om hunden når, at lave øvelsen uden jeg har givet signalet. Dette trin gentager jeg måske 3-4 træningspas. Tredje trin er, at bruge signalet i alle mulige situationer, forskellige steder, tidspunker mm. Stadig belønnes hvis du ikke når at give signalet inden hunden har lavet øvelsen. Fjerde trin er der hvor det bliver svært for dig :-) Nu skal hunden lære, at vente på signalet. Det vil sige,at nu bliver hunden ikke længere belønnet for at lave øvelsen, hvis du ikke har givet signalet. Vi skal lære hunden, at det betaler sig at vente på signalet. Til at starte med, vil hunden sikkert prøve at lave øvelsen igen og igen og den bliver en smule frustreret over, at der ikke falder nogen belønning. Når den har lavet øvelsen nogle gange uden at have fået belønning for det, vil den sikkert stoppe et øjeblik og kigge på dig for at sige "Hva' giver det ikke noget?" I DET øjeblik skal du være hurtig og give hunden signalet og selvfølgelig belønne når den laver øvelsen. Efterhånden trækker du signalet længere og længere tid, til hunden kan vente nogle sekunder på signalet. Sidste trin, er at mixe med andre signaler. Du kan starte med signaler, der ikke betyder noget, vrøvlesignaler. Når du kommer med et vrøvlesignal, skal hunden intet gøre. Efterhånden kan du blande med signaler hunden kender i forvejen. Når hunden kan det, kan den øvelsen og signalet og du er klar til at sætte flere øvelser sammen. Nedenfor en lille video af trinene i processen.
1 Comment
For et par uger siden var jeg på klikkerkursus hos Åsa Jakobsson i Skåne. Forrige gang vi mødtes havde vi talt lidt om indstilling i hundetræning og Åsa havde arrangeret at Wivan-Kristina Sandberg kom og talte om mentalttræning i forbindelse med hundetræning.
En af de ting Wivan talte om var at finde 'de rigtige' følelser frem, når vi træner og konkurrerer med hunde og at undgå de dårlige og negative tanker. I den forbindelse stillede Wivan spørgsmålene Hvorfor har du hund? Hvorfor træner du hund? Hvorfor jeg har hund Tja, fordi jeg altid har haft det og i de perioder jeg ikke har, har jeg savnet det enormt meget. Fordi jeg elsker den samhørighed man har med sin hund, samarbejdet og berøringen. Jeg kan lide at 'tage mig af noget' og at der er nogen der er afhængige af mig. Og så smitter hundens adfærd af på mit humør. Hunde har generelt en 'her kommer jeg'-attitude og de er ikke sure fordi det regner eller fordi sengetøjet er beskidt. Det gør mig mere glad at omgive mig med nogle så umiddelbare skabninger. Formentlig ville børn eller andre dyr give mig nogenlunde det samme. Hundene giver mig dog noget de fleste andre dyr ikke ville kunne give mig, nemlig en masse gåture, møder med mange andre mennesker dagligt og venner og bekendte i hundeklubben. De opfylder de nogle meget basale menneskelige behov hos mig og derudover er de min interesse og min hobby. Hvorfor træner jeg så med hundene? Hmm, fordi jeg synes det er sjovt, det giver os et dejligt samarbejde og hundene elsker det. Når de bliver glade, bliver jeg glad. Nå ja og så selvfølgelig for at få en hverdag der fungerer lidt lettere med hundene. Det er grunden til at jeg træner ikke trække i snoren, indkald, bliv indtil du får lov at flytte dig, lad være med at stjæle mad fra bordet osv. Vil hellere svare på hvorfor jeg træner som jeg gør. Jeg er gennem de sidste år blevet mere og mere 'klikker-fanatisk'. Det vil sige at jeg virkelig anstrenger mig for ikke at komme til at straffe hundene med skæld ud, halsbåndsryk eller andet ubehageligt. Det har jeg gjort ved at arbejde med mit eget temperament og ved at forsøge at sætte omgivelserne op så vi træner succesfuldt, det vil sige med relativt få fejl. Begge dele er pisse-svært og der er et stykke vej til perfektion endnu, men jeg føler at det har ændret min indstilling til rigtig mange ting. Det lyder muligvis fjollet for nogen, men jeg mener at jeg er blevet et andet og måske endda bedre menneske af at klikkertræne hunde. Jeg tænker mere over hvad der motivere ikke bare hunde, men også mennesker. Jeg tænker over hvordan man kan bruge positiv forstærkning i alle mulige sammenhænge, hvad der belønner og motivere mine kollegaer og kursister. (Og nej, mine kursister får ikke et klik og en M&M når de gør det godt (-:) I mine 'gamle dage', da jeg havde min første hvalp var der rigtig meget der var en kamp, som det var vigtigt at jeg vandt. Hvis han fx bed i mine fingre troede jeg at jeg blev nød til at holde ham om snuden indtil han havde forstået at det måtte man ikke og derfor lod være. Denne form for træning, gav på ingen måde mig noget, ikke engang en velopdragen hund. Det hjalp mig ikke til at blive mere tålmodig eller til at tænke mig om og tilrettelægge hverdagen på en måde så vi undgik de dårlige situationer. Tværtimod, så mente jeg at det var vigtigt at opsøge fejl, hvordan kunne hunden ellers vide hvornår den gjorde noget forkert? Og værst af alt, så gav det mig ikke den gode følelse jeg får når jeg træner med mine hunde i dag. I stedet fik jeg en masse negative følelser ud af det. Jeg var ubehagelig mod den søde lille hvalp, hvilket i sig selv ikke er rart. Jeg skulle hele tiden fokusere på alle de ting hunden ikke måtte, jeg følte mig utilstrækkelig og som en dårlig hundeejer, når min træning virkede dårligt og hunden ikke gjorde som jeg forventede. I dag tænker jeg som regel anderledes: Når hundene ikke gør som jeg havde håbet bliver jeg ikke ked af det eller sur på hundene. I stedet ser jeg hundenes dårlige opførsel som et tegn på at træningen ikke er helt afsluttet og der stadig er et stykke vej. Jeg gennemtænker de situationer vi færdes i og prøver at lægge træningen op, så vi får succes en anden gang. Det er ihvertfald det jeg stræber mod at gøre. Jeg må indrømme at jeg inden Wivans oplæg tænkte, at jeg ikke havde brug for mental-træning i forbindelse med hundetræning og konkurrencer. Men dette med at træde et skridt tilbage og blive tvunget til at svare på nogle meget grundlæggende spørgsmål i min relation til hundene har helt sikkert givet mig en større indsigt og en større ro i min træning med hundene. Hvis man ved hvorfor man gør noget er det lettere at identificere vigtig aktiviteter og mål fra de mindre vigtige. Og holder Wivan noget kursus der har det mindste med hund og mentaltræning at gøre, kan jeg meget vel være at finde på tilmeldingslisten. Dejligt med en positiv overraskelse :-) Når man er blandt ikke-hundemennesker og man fortæller at man træner hunde er der ofte nogen der spørger ind til det.
Når man så fortæller at man ikke skælder ud eller straffer sin hund, er det lidt svært for folk at forstå hvordan det fungerer. - Jamen hvad så når hunden gør noget du ikke vil have? Giver du den så bare godbidder? - Nej, den får ikke godbidder når den gør noget forkert. Når den gør noget forkert får den ingenting. Jeg forsøger at forhindre at hunden gør noget forkert, så det er let for hunden at vælge det jeg gerne vil have. Når den så gør det jeg ønsker, eller noget i retning af det får den godbidder. Det er svært for mange at forstå at det kan lade sig gøre. Selv om jeg ved det fungerer i teorien, er det alligevel svært og benhårdt at træne positivt i praksis. Det er svært ikke komme til at bruge negativ forstærkning/positiv straf ind imellem. Det ligger dybt i os mennesker at lede efter fejl vi kan rette. Hvis man skal lære nogen noget, fx at træne hunde, er meget lettere at komme med kritik (du klikker for sent, beløn hunden oftere) end at rose (hvor var det flot at du opdagede det lille nik hunden lavede og fik belønnet det). Hvis man skal læse korrektur på et eller andet er det let at rette sproglige fejl, stavefejl og grammatiske fejl, men det er sværere at fortælle hvad der er godt i teksten. Jeg ved ikke hvorfor det er sådan, men meget i vores samfund er bygget op omkring negativ forstærkning/positiv straf: vi får parkeringsbøder hvis vi parkerer ulovligt, men intet for at parkere korrekt. Gad vide hvor mange der ville køre for stærkt hvis dem der kørte tilladt hastighed blev fotograferet i politiets fartfælder og fik tilsendt en check på 500 kr? Det har taget mig et par år at rydde ud i positiv straf/negativ forstærkning i min omgang med hundene. Ikke fordi jeg nogensinde har slået dem, men hvis man selv har lidt temperament kan det være svært ikke lige at råbe lidt af en hund der skaber sig over en flok duer eller ikke komme til at trække lidt hårdere i snoren end man egentlig ville for at få dyret væk fra den knallert den ellers ville forsøge at angribe. Mit temperament løber stadig af med mig indimellem, men jeg forsøger at kontrollere det så godt jeg kan. Det næste der er svært ved at træne positivt er at time sine belønninger/klik. Jeg klikker stort set altid for sent. Det er heller ikke let at inddele den ønskede adfærd i små nok steps og at belønne ofte nok. Dette er et håndværk der kan læres ved at øve sig. Mange nye i klikkertræning synes det er håbløst åndsvagt fordi deres hund bare står og glor på dem (indtil hunden giver op og skrider). Hvis man er vant til at lokke, hvor man vil se et resultat og føler at der sker noget med det samme, kræver det kæmpe tålmodighed at lære en ikke-klikkerklog hund reglerne i klikkertræningen. Jeg har selv to cross over hunde, som først har stiftet bekendskab med klikketræning i en alder af 1½ år og det er ikke let. Man føler at man ingen vegne kommer og at der ikke sker en skid. Men efter at have haft mange, mange træningssessioner hvor man har belønnet for bitte, bitte små bevægelser fatter hunden at det giver pote at forsøge sig frem. Når det sker er det helt fantastisk og indlæringen bliver så sjov og effektiv. Det er desuden muligt at lære hunden øvelser der er umulige ved at lokke dem, fx at stå på forbenene, at gå sidelæns mm. Når jeg skal lære hundene noget nyt starte vi ofte med en fri-shaping session og jeg griner højt hver gang, fordi de er så ufatteligt opfindsomme og finder på ting jeg slet ikke selv havde tænkt på. Der hvor jeg er med min træning, synes jeg at det allersværeste ved at træne positivt er at holde mine belønninger tilbage hvis ikke jeg mener det jeg får er godt nok. Jeg siger hele tiden til mig selv: Jeg vil kun belønne for adfærd der er ligeså god eller bedre end sidste gang. Alligevel ser man mig ind stå og belønne halvdårligt udførte øvelser dagligt. Årsagen er vel at jeg kan lide at belønne mine hunde og at jeg ikke kan lide at se dem frustrerede. Det skader selvfølgelig ikke med en ekstra godbid eller legetur, men vi bliver jo aldrig bedre når jeg belønner det samme crap om og om igen. At træne positivt er ren manipulation og det virker selvfølgelig ikke hvis hunden, uanset adfærd opnår den positive forstærkning. Jeg ser ofte kursister dele 'gratis' godbidder ud, uden at tænke over det og bare fordi deres hund er så sød. Det er da også fint, men hvis der deles godbidder ud konstant i løbet af træningstimen, hvorfor skal hunden så gøre det vi gerne vil have den til? Den får jo sine godbidder alligevel. Jeg har også hørt nogen sige: Den får lige en godbid, så den kan se hvad den kan tjene hvis den gør det godt. I virkeligheden vil vi vel helst have at hunden ikke ved hvad den kan tjene hvis den gør det godt. Jeg vil hellere have at min hund tror at jeg har alverdens forskellige belønninger (fx leg, løbeture, at jage fuglene, at snuse i græsset, alverdens forskellige slags godbidder) og at jeg når hunden har udført en god øvelse giver den en af disse. Hunden skal helst se det som et lotteri den spiller med i hvor den indimellem kan få den helt store gevinst, nogle gange vinder man intet og andre gange noget der svarer til indsatsen. Jeg er selv meget bevidst om gratis godbidder og deler ikke så tit ud af dem, men hold nu op hvor er det vanskeligt at efterleve kun at belønne for noget der er bedre end gennemsnittet. Det kræver at man ved hvad gennemsnittet er, hvor godt gjorde hunden det sidste gang og at man kan lade være med at belønne for hver udført øvelse. Den gode nyhed er at selv om laver dårligt udført træning med positiv forstærkning skader det sjældent nogen. Den dårlige er at det er svært at træne positivt af masser af forskellige årsager. Siger det lige en gang til, i håb om at det siver ind hos mig selv: Jeg vil kun belønne for adfærd der er ligeså god eller bedre end sidste gang. |
Randi- en hundetræningstosse Archives
|
RSS Feed