Hvorfor træner jeg hund?

For et par uger siden var jeg på klikkerkursus hos Åsa Jakobsson i Skåne. Forrige gang vi mødtes havde vi talt lidt om indstilling i hundetræning og Åsa havde arrangeret at Wivan-Kristina Sandberg kom og talte om mentalttræning i forbindelse med hundetræning.
En af de ting Wivan talte om var at finde 'de rigtige' følelser frem, når vi træner og konkurrerer med hunde og at undgå de dårlige og negative tanker. I den forbindelse stillede Wivan spørgsmålene
Hvorfor har du hund?
Hvorfor træner du hund?

Hvorfor jeg har hund
Tja, fordi jeg altid har haft det og i de perioder jeg ikke har, har jeg savnet det enormt meget.
Fordi jeg elsker den samhørighed man har med sin hund, samarbejdet og berøringen. Jeg kan lide at 'tage mig af noget' og at der er nogen der er afhængige af mig. 
Og så smitter hundens adfærd af på mit humør. Hunde har generelt en 'her kommer jeg'-attitude og de er ikke sure fordi det regner eller fordi sengetøjet er beskidt. Det gør mig mere glad at omgive mig med nogle så umiddelbare skabninger. Formentlig ville børn eller andre dyr give mig nogenlunde det samme.
Hundene giver mig dog noget de fleste andre dyr ikke ville kunne give mig, nemlig en masse gåture, møder med mange andre mennesker dagligt og venner og bekendte i hundeklubben.

De opfylder de nogle meget basale menneskelige behov hos mig og derudover er de min interesse og min hobby.

Hvorfor træner jeg så med hundene?
Hmm, fordi jeg synes det er sjovt, det giver os et dejligt samarbejde og hundene elsker det. Når de bliver glade, bliver jeg glad.

Nå ja og så selvfølgelig for at få en hverdag der fungerer lidt lettere med hundene. Det er grunden til at jeg træner ikke trække i snoren, indkald, bliv indtil du får lov at flytte dig, lad være med at stjæle mad fra bordet osv.

Vil hellere svare på hvorfor jeg træner som jeg gør. Jeg er gennem de sidste år blevet mere og mere 'klikker-fanatisk'. Det vil sige at jeg virkelig anstrenger mig for ikke at komme til at straffe hundene med skæld ud, halsbåndsryk eller andet ubehageligt.
Det har jeg gjort ved at arbejde med mit eget temperament og ved at forsøge at sætte omgivelserne op så vi træner succesfuldt, det vil sige med relativt få fejl.
Begge dele er pisse-svært og der er et stykke vej til perfektion endnu, men jeg føler at det har ændret min indstilling til rigtig mange ting.
Det lyder muligvis fjollet for nogen, men jeg mener at jeg er blevet et andet og måske endda bedre menneske af at klikkertræne hunde. 
Jeg tænker mere over hvad der motivere ikke bare hunde, men også mennesker. Jeg tænker over hvordan man kan bruge positiv forstærkning i alle mulige sammenhænge, hvad der belønner og motivere mine kollegaer og kursister. (Og nej, mine kursister får ikke et klik og en M&M når de gør det godt (-:)
 
I mine 'gamle dage', da jeg havde min første hvalp var der rigtig meget der var en kamp, som det var vigtigt at jeg vandt. Hvis han fx bed i mine fingre troede jeg at jeg blev nød til at holde ham om snuden indtil han havde forstået at det måtte man ikke og derfor lod være.
Denne form for træning, gav på ingen måde mig noget, ikke engang en velopdragen hund. Det hjalp mig ikke til at blive mere tålmodig eller til at tænke mig om og tilrettelægge hverdagen på en måde så vi undgik de dårlige situationer. Tværtimod, så mente jeg at det var vigtigt at opsøge fejl, hvordan kunne hunden ellers vide hvornår den gjorde noget forkert?


Og værst af alt, så gav det mig ikke den gode følelse jeg får når jeg træner med mine hunde i dag. I stedet fik jeg en masse negative følelser ud af det. Jeg var ubehagelig mod den søde lille hvalp, hvilket i sig selv ikke er rart. Jeg skulle hele tiden fokusere på alle de ting hunden ikke måtte, jeg følte mig utilstrækkelig og som en dårlig hundeejer, når min træning virkede dårligt og hunden ikke gjorde som jeg forventede.
 
I dag tænker jeg som regel anderledes: Når hundene ikke gør som jeg havde håbet bliver jeg ikke ked af det eller sur på hundene. 
I stedet ser jeg hundenes dårlige opførsel som et tegn på at træningen ikke er helt afsluttet og der stadig er et stykke vej. Jeg gennemtænker de situationer vi færdes i og prøver at lægge træningen op, så vi får succes en anden gang. Det er ihvertfald det jeg stræber mod at gøre.

Jeg må indrømme at jeg inden Wivans oplæg tænkte, at jeg ikke havde brug for mental-træning i forbindelse med hundetræning og konkurrencer.
Men dette med at træde et skridt tilbage og blive tvunget til at svare på nogle meget grundlæggende spørgsmål i min relation til hundene har helt sikkert givet mig en større indsigt og en større ro i min træning med hundene. Hvis man ved hvorfor man gør noget er det lettere at identificere vigtig aktiviteter og mål fra de mindre vigtige. 
Og holder Wivan noget kursus der har det mindste med hund og mentaltræning at gøre, kan jeg meget vel være at finde på tilmeldingslisten. Dejligt med en positiv overraskelse :-)