Hvordan det virkelige liv ødelægger alt!

I mit sidste blog indlæg (og en hel del af de tidligere) har jeg brugt en masse ord og energi på at fortælle hvordan jeg selv gerne vil være med mine hunde, hvor dygtig jeg er, hvordan jeg altid  planlægger omgivelserne, så vi træner med succes osv.

Det er helt sikkert min intention, men dette blogindlæg skal handle om alle de gange det går galt. Eller ikke ALLE gangene, så bliver det jo mange, mange sider langt :-) 

Sidst det gik galt, er nogle dage siden. Jeg var ude at gå og hundene ser en kat under en bil. Jeg ved at katten bor her og vi ser den ofte. Derfor har jeg altid lommerne fyldt med godbidder når jeg forlader hjemmet og hvis katten er der træner vi næsten altid forskellige øvelser mens katten er i nærheden.
Men denne gang havde vi gået en lang tur og var helt henne ved hoveddøren, så jeg gad ikke træne med hundene, ville bare hjem. Besluttede mig for bare at trække afsted med hundene og få dem ind i opgangen. Nanna ser katten og får på en eller anden måde viklet snoren omkring mig. Da jeg vil rede hundesnorene ud, taber jeg Sokos snor i samme sekund som hun vælger at lave et udfald mod katten. 
Det resulterer i Soko efter kat i fuldt firspring gennem og over Frederiksvej. Ind under biler og under et hegn. Katten er lidt mindre end Soko, men det er hun åbenbart ligeglad med. Hun var smurt ind i motorolie og har nu flere sår på trædepuder og ben, fordi hun skulle gennem de samme åbninger som katten. (Må hellere nævne at den stakkels kat ikke ser ud til at have fået men af episoden). 
Hvad der er næsten lige så slemt, er at hun er begyndt at lave nogle gevaldige ryk i linen. Sådan nogle når-man-mindst-venter-det kast af helt kropsvægt af al kraft i en eller anden retning. 

Må indrømme at jeg bliver så irriteret over hendes adfærd at jeg 'straffer' hende ved hun ikke får lov at snuse ret længe til noget, jeg trækker hende hurtigt med mig.
Jeg ved jeg da udmærket at det kun hjælper på min underlige menneskelige hævnlyst og at vuffi ikke bliver det mindste bedre til ikke at lave horisontale bungee jumps i selen af at hun kun får lov til at snuse i kort tid.

Meget belastende adfærd fra os begge...bør snarest genoptage gå pænt træningen.



For 14 dage siden, lavede jeg ogsånoget skidt træning: Vi går en aftentur i Søndermarken og da der er godt udsyn, ingen hunde eller egern i syne, får hundene lov at løbe løse.
Jeg laver en del indkald og belønner dem rigtig godt. Da det er Soko jeg har haft indkaldsproblemer med, er det selvfølgelig hende er mest opmærksom på. 
Jeg kalder, Soko vender i luften og kommer....men hvor er Nanna? 

Jeg kalder igen, stadig ingen Nanna. Jeg ser at hun står ved et træ og istedet for bare at hente hende kalder jeg en 3., 4., og sikkert også 5. og 6. gang. Stadig står hun bare og snuser/spiser et eller andet.

Jeg bliver irriteret og går hen for at hente hende. Nanna står og spiser noget opkast (adr) og hører intet da jeg kommer.

Havde planer om at intensivere indkaldstræningen med Nanna. Jeg ville lave en 'mad-sti' til træning af hende og gå den. Det skulle være en sti hvor JEG vidste hvor der lå madrester. Planen var så at gå stien med hende i lang line og kalde hende ind og belønne stort for indkald. Enten med belønning fra mig, eller belønningen kunne være tilladelse til at æde madresten.

Rigtig god plan, den er bare ikke lige blevet ført ud i livet endnu....men det bliver den....måske.


Jeg kunne blive ved med at opremse fejl i træningen, eksempler på min dovenskab, alle de gange hvor jeg tror vi er kommet meget længere i træningen end vi egentlig er og derfor gør mere skade end gavn, de gange hvor jeg ikke kan styre omgivelserne, de gange jeg har glemt godbidderne hjemme eller læser sms'er i stedet for at være opmærksom på mine hunde osv osv.

Det gider jeg dog ikke.
Træningen af mine hunde bliver nok aldrig 'færdig', uanset hvor perfekt jeg så end er eller hvor effektivt jeg træner. Øvelser skal hele tiden gen-trænes for at holdes ved lige eller for at reparere på en fejlindlæring. 

Særligt indkald og selvkontrolsøvelserne er ferskvarer, der hurtigt 'fordærves' og som jeg ofte hele tiden må være opmærksom på.

Ind imellem føles det som et sisyfosarbejde at træne disse hverdagsting, men på den anden side er hundetræning min hobby nr. 1 og jeg morer mig med at arbejde med hverdagslydigheden. 
Derudover har jeg en følelse af at jo mere vi arbejder med fx indkald jo nærmere et forhold får jeg til hundene.

Så er egentlig meget godt tilfreds, nyder at træne med de hunde jeg har og drømmer ikke om et totalt velafrettet kæledyr.