Denne lektion er alt det grundlæggende. Det er muligt at du kan en masse af det i forvejen. Disse øvelser ligger til grund for de kommende tricks og øvelser og jeg kommer til at referere tilbage til dem senere. Klikkertræning Alle videoer og øvelsesbeskrivelserne på dette kursus, vil være med klikkertræning. Jeg forventer ikke, at du er verdensmester i klikkertræning fra begyndelsen, kun at du har lyst til at prøve det. Der findes mange forskellige versioner af klikkertræning og mange måder at træne med klikker på. Den måde vi har valgt, at træne på beskrives herunder og vises i nedenstående video. 1) Frivillig adfærd Det vil sige, at det er hunden der arbejder og træneren forholder sig i ro. Hunden tager initiativ og bevæger sig og træneren klikker og belønner (som hovedregel), mens hunden er i bevægelse. Det betyder, at hunden skal tage initiativ og begynde træningen, hvilket kan være meget svært for nogle hunde. Til disse hunde er targetøvelserne i denne lektion, som regel gode til at få hundene i gang med at tilbyde adfærd selv. En del af det med at træne frivillig adfærd, er ikke at lokke med godbidder eller legetøj. Hvis man bruger lokning, starter man ofte med at hive godbidden frem, mens hunden er i en rolig venteposition. Det betyder, at man belønner det at vente hver gang man træner. Hunden bliver derfor endnu bedre til ikke selv at tilbyde adfærd. 2) Træn en ting af gangen En god regel i træningen af bestemte øvelser er, at holde sig til at træne en øvelse af gangen, indtil øvelserne er færdigtrænede og med signal. Med det mener jeg, at du i det ene træningspas kan træne en øvelse og i det næste træningspas (3 minutter efter), kan du træne en anden øvelse. Det kan desuden være en god ide med et pauseritual til hunden. Når hunden er på pause, kan man selv tænke over om det mon var for svært eller for let i det pas man lige har haft, justere sværhedsgrad, belønningsplacering mm til næste træningspas. Pause kan være mange ting: ligge på et tæppe, en seng eller i et bur, vente mens du holder halsbåndet, hænge i et legetøj eller slikke på fx en tube med mad i. Det er dig der lægger planen for hvad I skal træne og hvordan. Det kan godt være at den plan du har lagt, viser sig ikke at holde, men så ved du det og kan ændre den. 3) Brug en markør Brug en klikker eller en anden markør til at informere hunden om, at den er på rette vej. Efter hvert klik skal hunden have en belønning. Når hunden bliver dygtigere og kender øvelserne, kan du aftrappe klikket, så hunden kan arbejde længere for en belønning. Om du bruger klikker eller en anden markør, når du træner på dette kursus, er op til dig selv. Timingen på klikket er vigtig. Hvis du klikker for sent, får du mere af det hunden laver mens du klikker. En anden vigtig ting med klikket er, at holde det "rent". Klikket skal være det der forudsiger, at der kommer en belønning til hunden. Hvis det i stedet er din hånd mod lommen eller en anden bevægelse eller lyd du laver, der forudsiger at belønningen er på vej, bliver det svært for dig at styre, præcis hvad du belønner og dermed hvad du får. Med andre ord: hold arme og ben på samme måde, som i den færdige øvelse til efter klikket, så bliver det meget lettere for dig, at fortælle hunden præcist hvor den gjorde det rigtige og dermed lærer den hurtigere øvelserne. 4) Positiv forstærkning Positiv forstærkning er det vi i daglig tale kalder belønninger. Positiv forstærkning bruger vi til at få mere af det vi godt kan lide ved at belønne det med godbidder, legetøj, løbeture, snusen i græsset, svømmeture og alt det andet din hund elsker. Det værste vi udsætter hunden for i klikkertræning er, at tilbageholde belønningen. Det betyder træning uden korrektioner, straf, skæld ud eller andet ubehageligt for hunden. Når du vælge belønninger til din hund, er det vigtigt at det er noget den kan lide i situationen. Mange hunde elsker at leget eller løbe efter en bold hjemme i haven, men på en træningsplads er det ikke interessant. Det kan også være, at du kan træne hunden med tørfoder hjemme i haven, men hvis I træner nede i parken, skal der noget mere interessant til, for at hunden vil spise det. Hvis din hund har det sådan, kan du ikke bruge legetøjet eller tørfoderet som belønning i de situationer, hvor hunden vælger det fra. Og en lille video, der viser en kort klikkertræningssession Target-øvelser Target betyder "mål" og med targetøvelserne i denne lektion, skal hunden lære, at berøre forskellige mål med enten pote(r) eller snude. Jeg har valgt, at kalde denne lektion for lektion 0, fordi vi ikke rigtig er gået i gang med tricksene, men targetøvelserne er fantastiske til brug ved indlæring af mange af de tricks vi kommer gennem på kurset. Samtidig er øvelserne gode til hunde, som ikke er så initiativrige og aktive i træningen; det er lettere at være aktiv når der er en genstand at interagere med. Der er fire små øvelser: forpoter på plade, alle fire poter på platform, snude på hånd og snude på targetstick. Jeg ved godt, at flere af jeres hunde sikkert allerede kan nogle af øvelserne, men jeg garantere, at det ikke skader repetere dem, så det foreslår jeg, at I gør :-) Forpoter på target Er par tips til træningen:
Målet med denne øvelser er bare, at hunden sætter en forpote på target. Pladen kan være en bog, en bordskåner af kork eller gummi, en blød frisbee, en brig fra et gulvpuslespil, et stykke dørmåtte eller andet du måtte have, som er plant, fladt, skridsikkert og ufarligt og hvor din hunds forpoter let kan være på. Jeg starter uden signal til hunden og med at lægge pladen på jorden. Hunden kigger på pladen, såtter måske snuden på og du klikker og belønner. Hvis din hund ikke er vant til at tilbyde adfærd, kan du kaste godbidden et par meter væk og mens hunden henter den samler du pladen op og holder den bag ryggen. Når hunden kommer hen til dig igen, lægger du igen pladen på gulvet - hunden kigger eller snuser og du klikker og belønner. Gentag nogle gange. Nu kan du begynde, at lade pladen blive liggende foran dig, så det er let for hunden at komme hen til pladen. Hunden kigger eller snuder til den - klik beløn. Gentag dette nogle gange inden du hæver kriteriet og kun klikker, hvis hunden har en pote på. Fortsæt med at kaste godbidden væk, så hunden let kan gentage øvelsen. Når hunden kan det, er du klar til at flytte dig lidt væk fra pladen og lade hunden opsøge pladen selvstændigt. Når hunden gør det, kan du med fordel bruge belønnings-godbidden til at vende hunden, så den har næsen mod pladen og let kan gentage øvelsen. Husk at fjerne pladen, når du holder pause eller ikke træner på denne øvelse. Kriterieplan 1) Kig på plade/snus til plade, når den introduceres. Du står ved pladen. Belønning kastes væk 2) Kig på plade/snus til plade, når den ligger på jorden. Du står ved pladen. Belønning kastes væk 3) Hunden sætter en-to forpoter på pladen. Du står ved pladen. Belønning kastes væk 4) Hunden sætter en-to forpoter på pladen. Du står ½-1m fra pladen. Belønning serveres i hundens mund, så hunden vendes med næsen mod pladen og klar til næste repetition Fire poter på platform En platform er en lidt større target, som hele hunden kan stå på. Platformen kan bruges til rigtig mange ting fx at lære hunden at arbejde på afstand, heelwork, placering af hunden mm.
Brug en platform hunden let kan være på, den skal være så bred som hunden + 4-8 cm og rigeligt lang. Til start indlæringen gør det ikke så meget, hvis platformen er lidt for stor, men for lille er ikke så godt. Start med at stå foran platformens korte side. Klik og beløn hunden for at snuse til platformen eller sætte en pote på. Klik og kast godbidden bag hunden. Klik og beløn for to poter og så for alle fire poter. Jeg kan bedst lide, at hunden står på platformen, så kan jeg bruge den til at træne flere forskellige øvelser og positioner, men til dette kursus skal vi primært bruge platformen til heelwork og der er det okay, hvis hunden sidder. Kriterieplan 1) Kig på platform/en pote på platform. Du står foran ved den korte side. Belønning kastes bag hunden, så den let kan gentage øvelsen 2) Forpoter på platformen. Du står foran ved den korte side. Belønning kastes bag hunden. 3) Alle fire poter på platformen, klik i det øjeblik hunden kommer på platformen. Du står foran ved den korte side. Belønning kastes bag hunden. 4) Alle fire poter på platformen, klik efter hunden har stået på plat formen i 1, 2, 4 sekunder. Du står foran ved den korte side. Belønning gives i hundens mund, så den kan blive stående. Vi kommer som sagt til at bruge platformen til heelwork/plads, så vi udvider øvelsen, når vi når så langt. Håndtarget I denne øvelse skal hunden sætte sin snude på din hånd. Øvelsen kan bruges til at flytte hunden, uden at lokke den med godbidder. En target-hånd er lidt lettere at fjerne igen end en godbidshånd. Denne øvelse er starten til positionsarbejde i færdighedsprøve klasse 1 (hunden holder hovedet på hånd) og så kan den bruges til en masse øvelser, som indkald, apport mm. Start med at sættte din udstrakte hånd ned i hunden snudehøjde ½-1 m fra hundens snude. Hold hånden stille. Klik og beløn for at hunden kigger på eller snuser til hånden. Tag hånden væk og gentag et par gange. Nu skal hunden berøre hånden for at opnå klik og godbid. Husk at holde hånden stille og lade hunden opsøge hånden, frem for at føre hånden mod hunden. Når hunden kan det, kan du begynde at flytte på hånden og klikke og belønne for at hunden følger hånden. Kriterieplan 1) Placer din hånd ½-1 m foran hund. Klik når hunden kigger på/snuser til din hånd. Beløn fra din anden hånd 2) Placer din hånd ½-1 m foran hund. Klik når hunden berører din hånd. Beløn fra din anden hånd 3) Placer din hånd på lidt længere (1-3 m). Klik når hunden berører din hånd. Beløn fra din anden hånd 4) Placer din hånd 1-3 m fra hundens snude. Når hunden går mod hånden flytter du hånden en smule og klikker og belønner for at hunden følger hånden. Targetstick Targetsticken er egentlig bare din forlængede hånd. Det er en pind eller stok, ofte med en post eller lign. Markering af enden. Hunden skal sætte snuden på enden af stokken. Du kan bruge en kløpind, en radioantenne, et blomsterpind med et skumbold til katte på, en rundstok, et kosteskaft eller en færdigkøbt targetstick. Hvis du har en mindre hund og ikke så lange arme, kan targetsticken være god i flere øvelser, hvis du har en støre hund, kan den være god fx når du skal lære hunden at arbejde med ryggen til fører. Derudover er der en af øvelserne i færdighedsprøve klasse 2, hvor hunden skal holde næsen på en stok (=targetstick) i 3 sekunder. Trænes som håndtarget. Dog kan der være en udfordring med, at nogle hunde gerne vil bide i bolden for enden. Dette kan afhjælpes ved at klikke inden hunden rører target-sticken. Derefter klikker du i det sekund hunden berører target sticken. Kriterieplan 1) Placer targetsticken ½-1 m foran hund. Klik når hunden kigger på/snuser din targetsticken. Beløn fra din anden hånd 2) Placer targetsticken ½-1 m foran hund. Klik når hunden berører targetsticken . Beløn fra din anden hånd 3) Placer targetsticken på lidt længere (1-3 m). Klik når hunden berører targetsticken. Beløn fra din anden hånd 4) Placer targetsticken 1-3 m fra hundens snude. Når hunden går mod targetsticken flytter du den fremad og klikker og belønner for at hunden følger targetsticken .
0 Comments
|
ForfatterSkriv noget om dig selv. Det behøver ikke være noget vildt eller stort, bare giv et overblik. ArkiverKategorier |