Hvis du siden i går har grebet hunden i halsbånd/sele de 30 foreskrevne gange, har du måske allerede observeret, at hunden er meget opmærksom på dig hvis den ved at du har godbidder og at den muligvis ser forventningsfuldt på dig, når du bukker dig over den.
Hvis din hund er helt okay med at du bukker dig over den og tager fat i halsbåndet, er det tid at flytte legen ud i parken, på stranden og alle mulige andre steder hvor du kommer med hunden. Det er også nu du kan begynde at gøre legen vild. Kast dig over hunden på en upædagogiske måde og træk måske også lidt i halsbåndet inden du giver belønningen. Du kan også tale lidt højt til hunden samtidig med. Du skal kun gøre dette hvis hunden er tryg og helt okay med at du bøjer dig over den og rører ved dens halsbånd. "Hvorfor skal jeg nu til at overfalde min hund og flå den rundt ved halsbåndet?" tænker du måske. Det behøver du heller ikke og du skal ikke gøre noget der på nogen måde kan skade din hund eller som du selv synes er ubehageligt. Jeg gør det fordi jeg gerne vil have at mine hunde er vant til lidt hårdhændet behandling. Jeg vil ikke have, at hunden føler det som en en katastrofe, hvis jeg råber lidt af den eller kommer til at trække den i halsbåndet. Mine hunde må gerne lære at mennesker kan finde på at bøje sig ind over dem, smile og klappe dem på hovedet. I ophedede indkaldssituationer, hvor hunden er i fare for at komme til skade (fx løbe ud på vejen) eller en situation hvor indkaldet fejler og hunden må tackles for at blive indfanget, kan nogle personer (mig selv incl), have lidt svært ved at bevare roen, det blide greb i halsbåndet og min englebløde hundeven-stemme. Hvis hunden tidligere har erfaret, at selv når ejers arme er som tæppebankere og stemmen en skærebrænder, falder der noget lækkert af, hvis de bliver taget i halsbåndet, er der en rimelig chance for at de heller ikke bliver skræmt fra vid og sans hvis hun en dag skulle blive hysterisk og udsætte dem for højrøstet tale. Kig på hunden: Dukker den hovedet eller halen når du bøjer dig efter halsbåndet? eller tager den et par hurtige skridt for at slippe ud af din arms rækkevidde? Så bryder den sig ikke om det og du skal give den en line på, som du griber på i stedet for i halsbåndet. Løfter vovsen derimod ørene og stopper måske endda op og kigger på dig og ser den i det hele taget fornøjet og forventningsfuld ud, fortsætter du som du har gjort hidtil eventuelt lidt vildere, hvis du har lyst til det.
0 Kommentarer
Leg nummer et er halsbåndsgreb. Det handler om at få hunden til at synes at det bedste i verden er, når du tager fat i hundens halsbånd eller sele. Mange hunde har lært at så snart nogen tager fat i deres halsbånd, slutter det sjove og de kommer i snor. Det kan endda gå hen og blive ubehageligt og de bliver trukket ind fra haven, ind i buret eller andet de ikke er så tossede med. Derfor er der en del hunde der har lært nøjagtigt hvor lange deres menneskers arme er og at de gør klogest i at holde mindst den sikkerhedsafstand. Det skal vi have lavet om på, vi vil have at hunden hele tiden tænker "Uh, bare hun tager fat i mit halsbånd. Start med hunden indendørs eller i et andet 'kedeligt' miljø. Sørg for at hunden har noget på du kan tage fat i (halsbånd eller sele), vælg det hunden normalt har på når den løber løs. Hav en godbid i den ene hånd og tag fat i hundens halsbånd med den anden. giv hunden godbidden. Lad være med at lokke hunden hen til dig med godbidden. Hunden skal ikke have præsenteret godbidden før efter du har taget fat i halsbåndet. Dette er meget vigtigt! Hvis rækkefølgen ikke er rigtig og hunden får godbidden inden, eller i det du rører halsbåndet, sker der ingen læring. Hunden får bare gratis godbidder, den lærer ikke noget. Hunden skal helst ikke vide at du har godbidden på dig, og den skal ikke tigge efter den. Vent med at tage fat i hundens halsbånd til den ikke kigger på dig. Hvis hunden viger fra dig eller synes det er ubehageligt at du bukker dig over den, så giv den en snor på og start istedet med at tage fat på snoren lidt nærmere hunden og beløn derefter. Hvis hunden er glad for legetøj, kan du også belønne med leg efter du har haft fat i hundens halsbånd. I videoen nedenfor vises halsbåndsgrebet med Soko. Jeg belønner skiftevis med leg og godbid. Hvad gør jeg forkert i forhold til min beskrivelse ovenfor? Forsøg at lave mange halsbåndsgreb, mindst 30 hver dag, de næste to dage. Det lyder måske af meget, men det er bare 10 greb tre gange dagligt.
|
Indkaldsrelateret teori, øvelser og tanker. ArchivesCategories |